1. HERREN talede fremdeles til Moses på Moabs Sletter ved Jordan
over for Jeriko og sagde:
2. byd Israelitterne, at de af de Besiddelser, de får i Arv, skal
give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal også give Leviterne
Græsmarker rundt om disse Byer,
3. Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de
have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr.
4. Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække
sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider;
5. og uden for Byen skal I til Østside opmåle 2OOO Alen, til
Sydside 2000, til Vestside 2OOO og til Nordside 2OOO, med Byen i
Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne.
6. Hvad de Byer angår, som I skal give Leviterne, så skal I give
dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og
desuden to og fyrretyve Byer.
7. De Byer, I skal give Leviterne, bliver således i alt otte og
fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker.
8. Og af de Byer, I skal give dem af Israelitternes Besiddelser,
skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver
Stamme skal give Leviterne så mange af sine Byer, som svarer til
den Arvelod, der tildeles den.
9. HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
10. Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan
til Kana'ans Land,
11. skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, så at
en Manddraber, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
12. I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for
Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er
blevet stillet for Menighedens Domstol.
13. Det skal være seks Byer, I skal afstå til Tilflugtsbyer;
14. de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans
Land; de skal være Tilflugtsbyer.
15. Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal
have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, så at enhver, der
begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.
16. Men slår han ham ihjel med et Jernredskab, så er han en
Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden;
17. og slår han ham ihjel med en Sten, som han har i Hånden, og som
kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Manddraberen
skal lide Døden;
18. og slår han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Hånden,
og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og
Måddraberen skal lide Døden.
19. Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; når han træffer ham, skal
han dræbe ham.
20. Og støder han til ham af Had eller kaster noget på ham i ond
Hensigt, så han dør deraf,
21. eller slår han ham med Hånden i Fjendskab, så han dør deraf,
skal drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber;
Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, når han træffer ham.
22. Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller
kaster han et Redskab på ham, uden at det er i ond Hensigt,
23. eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slå en
Mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har
pønset på ondt imod ham,
24. så skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem på
Grundlag af disse Lovbud;
25. og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og
Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen
han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med
hellig Olie salvede Ypperstepræst dør.
26. Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Område, hvorhen
han er tyet,
27. og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Område,
så kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at pådrage sig
Blodskyld;
28. thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens
Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende
tilbage til den Jord, han ejer.
29. Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt,
hvor I end bor.
30. Når nogen slår et Menneske ihjel, må man kun dræbe Manddraberen
efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok
til en Dødsdom.
31. I må ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, når han har
forbrudt sit Liv; han skal lide Døden,
32. Heller ikke må I tage mod Sonebøde, således at den, der er tyet
til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage
og bosætte sig i Landet.
33. Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger
Landet, og Landet får kun Soning for det Blod, der er udgydt
deri, ved dens Blod, der har udgydt det.
34. Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor;
thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn.