1. Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og
Folket græd Natten igennem.
2. Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele
Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i
Ørkenen!
3. Hvorfor fører HERREN os til dette Land, når vi skal falde for
Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog
ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?"
4. Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende
tilbage til Ægypten!"
5. Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den
israelitiske Menigheds Forsamling.
6. Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med
til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder
7. og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst
igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land.
8. Hvis HERREN har Behag i os, vil han føre os til det Land og give
os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning.
9. Gør kun ikke Oprør imod HERREN og frygt ikke for Landets
Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er
veget fra dem, men med os er HERREN; frygt ikke for dem!"
10. Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom
HERRENs Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved
Åbenbaringsteltet.
11. Og HERREN sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig,
og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for
alle de Tegn jeg har gjort i det?
12. Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre
til et Folk, større og stærkere end det!"
13. Men Moses sagde til HERREN: "Ægypterne har hørt, at du i din
Vælde har ført dette Folk bort fra dem;
14. og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, HERRE,
er midt iblandt dette Folk, thi du, HERRE, åbenbarer dig
synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om
Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte.
15. Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har
hørt dit Ry, sige:
16. Fordi HERREN ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han
havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen.
17. Derfor, HERRE, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således
som du forjættede, da du sagde:
18. HERREN er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader
Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og
han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led.
19. Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store
Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen
fra Ægypten og hertil!"
20. Da sagde HERREN: "Jeg tilgiver dem på din Bøn.
21. Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af
HERRENs Herlighed:
22. Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har
gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har
fristet mig og ikke villet lyde min Røst,
23. ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af
dem, der har hånet mig, skal få det at se;
24. kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været
i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en
anden Ånd og viste mig fuld Lydighed.
25. Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om
i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"
26. Fremdeles talede HERREN til Moses og Aron og sagde:
27. "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som
bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren,
hørt, hvorledes de knurrer imod mig.
28. Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra HERREN, som I har
råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder!
29. I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev
mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som
har knurret imod mig.
30. Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet
Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb,
Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn.
31. Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg
lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I
har vraget,
32. men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her,
33. og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og
undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde
i Ørkenen.
34. Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således
skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År
for hver Dag, og således få mit Mishag at føle.
35. Jeg HERREN har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med
hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i
Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"
36. Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som
efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at
knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet,
37. de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død
for HERRENs Åsyn:
38. kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de
Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.
39. Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes
Folket af stor Sorg;
40. og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af
Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det
Sted, HERREN har talet om, thi vi, har syndet."
41. Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde HERRENs Bud? Det vil
ikke gå godt!
42. Drag ikke derop, thi HERREN er ikke iblandt eder; gør I det,
bliver I slået af eders Fjender!
43. Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal
falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra HERREN, og HERREN er
ikke med eder!"
44. Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af
Bjerglandet; men HERRENs Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren.
45. Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i
Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.