1. Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor
Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand."
2. Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham
som tidligere.
3. Da sagde HERREN til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og
din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!"
4. Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til
sin Hjord;
5. og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han
ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har
været med mig;
6. og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,
7. medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti
Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;
8. sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele
Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være
min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.
9. Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.
10. Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene,
der sprang, var stribede, spættede og brogede
11. og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se,
her er jeg!
12. Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der
springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt,
hvad Laban har gjort imod dig.
13. Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor
du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og
forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!"
14. Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor
Faders Hus?
15. Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os
og selv brugte de Penge, han fik for os?
16. Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore
Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!"
17. Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne
18. og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet
sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for
at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.
19. Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin
Faders Husgud.
20. Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke,
at han vilde flygte;
21. og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte
over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.
22. Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;
23. han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som
syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge
24. Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til
ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til
Jakob!"
25. Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget.
Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge
26. sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og
mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger!
27. Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke
meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed
og Sang, med Håndpauker og Harper?
28. Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var
dårligt gjort af dig!
29. Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders
Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som
et ondt Ord til Jakob!
30. Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter
din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?"
31. Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde
rive dine Døtre fra mig!
32. Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv!
Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit
er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den.
33. Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to
Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til
Rakels, Telt.
34. Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat
sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet
fundet,
35. sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at
jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!"
Således ledte han efter Husguden uden at finde den.
36. Da blussede Vreden op i Jakob, og han gik i Rette med Laban; og
Jakob sagde til Laban: "Hvad er min Brøde, og hvad er min Synd,
at du satte efter mig!
37. Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af
alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder,
at de kan dømme os to imellem!
38. I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder
ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,
39. det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af
min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om
Natten;
40. om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne
kendte ikke til Søvn.
41. I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to
Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret
min Løn.
42. Havde ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, stået
mig bi, så havde du ladet mig gå med tomme Hænder; men Gud så
min Elendighed og mine Hænders Møje, og i Nat afsagde han sin
Kendelse!"
43. Da sagde Laban til Jakob: "Døtrene er mine Døtre, Sønnerne er
mine Sønner, Hjordene er mine Hjorde, og alt, hvad du ser, er
mit men hvad skulde jeg i Dag kunne gøre imod mine Døtre eller
de Sønner, de har født?
44. Lad os to slutte et Forlig, og det skal tjene til Vidne mellem
os."
45. Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;
46. og Jakob sagde til sine Frænder: "Sank Sten sammen!" Og de tog
Sten og byggede en Dysse og holdt Måltid derpå.
47. Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.
48. Da sagde Laban: "Denne Dysse skal i Dag være Vidne mellem os
to!" Derfor kaldte han den Galed
49. og Mizpa; thi han sagde: "HERREN skal stå Vagt mellem mig og
dig, når vi skilles.
50. Hvis du handler ilde med mine Døtre eller tager andre Hustruer
ved Siden af dem, da vid, at selv om intet Menneske er til
Stede, er dog Gud Vidne mellem mig og dig!"
51. Og Laban sagde til Jakob: "Se denne Stendysse og se denne
Stenstøtte, som jeg har rejst mellem mig og dig!
52. Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i
fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du
heller ikke vil gå forbi den ind til mig;
53. Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, være Dommer
imellem os!" Så svor Jakob ved sin Fader Isaks Rædsel,
54. og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine
Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten
over.