1. Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han
sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.
2. Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så
snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren,
bøjede sig til Jorden
3. og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå
ikke din Træl forbi!
4. Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og
hvile ud under Træet.
5. Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder;
siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder
forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!"
6. Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag
hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!"
7. Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den
til Svenden, og han tilberedte den i Hast.
8. Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte
det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.
9. Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede:
"Inde i Teltet!"
10. Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen,
og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren
bag ved dem;
11. og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det
ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,
12. lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle
Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?"
13. Da sagde HERREN til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde
jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel?
14. Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid
kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!"
15. Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men
han sagde: "Jo, du lo!"
16. Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med
for at følge dem på Vej.
17. Men HERREN sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for
Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre.
18. da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle
Jordens Folk skal velsignes i ham?
19. Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og
sine Efterkommere at vogte på HERRENs Vej ved at øve
Retfærdighed og Ret, for at HERREN kan give Abraham alt, hvad
han har forjættet ham."
20. Da sagde HERREN: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er
stort, og deres Synd er såre svar.
21. Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så
galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig
- derom vil jeg have Vished!"
22. Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men
HERREN blev stående foran Abraham.
23. Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde
retfærdige sammen med gudløse?
24. Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da
virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de
halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.
25. Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige
sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de
gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele
Jorden, ikke selv øve Ret?"
26. Da sagde HERREN: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige
i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele
Stedet!"
27. Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at
tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske!
28. Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du
da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil
ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den."
29. Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i
den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det
være."
30. Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale:
Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke
gøre det, hvis jeg finder tredive i den."
31. Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min
Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves
Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
32. Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun
tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han
svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
33. Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham
vendte tilbage til sin Bolig.