1.Mosebog 16

1. Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en

Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;

2. og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig Børn; gå

derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved

hende!" Og Abram adlød Saraj.

3. Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar,

efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand

Abram hende til Hustru;

4. og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun

så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.

5. Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg

lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal

føde, lader hun hånt om mig; HERREN være Dommer mellem mig og

dig!"

6. Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med

hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun

flygtede for hende.

7. Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved

Kilden på Vejen til Sjur;

8. og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og

hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde

Saraj!"

9. Da sagde HERRENs Engel til hende: "Vend tilbage til din

Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!"

10. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så

talrigt, at det ikke kan tælles."

11. Og HERRENs Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og

du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi HERREN har

hørt, hvad du har lidt;

12. og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle,

og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine

Frænder!"

13. Så gav hun HERREN, der havde talet til hende, Navnet: Du er en

Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt

af ham, som ser mig?"

14. Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem

Kadesj og Bered.

15. Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte

ham, Ismael.

16. Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham

Ismael.

Det Gamle Testamente af 1931 · 第 55 / 1015 题