1.Mosebog 8

1. Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos

ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at

Vandet begyndte at falde;

2. Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra

Himmelen standsede,

3. og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af

efter de 150 Dages Forløb.

4. På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på

Ararats Bjerge,

5. og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den

første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.

6. Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde

lavet på Arken,

7. og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet

var tørret bort fra Jorden.

8. Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra

Jordens Overflade;

9. men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til

ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han

rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.

10. Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud

fra Arken;

11. ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et

friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet

bort fra Jorden.

12. Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom

den ikke mere tilbage til ham.

13. I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var

Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da

han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.

14. På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

15. Da sagde Gud til Noa:

16. "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner

17. og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt

Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på

Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"

18. Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;

19. og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt

Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af

Arken.

20. Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene

Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.

21. Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv:

"Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi

Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil

aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu

har gjort!

22. Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede,

Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

Det Gamle Testamente af 1931 · 第 48 / 1015 题