Hør kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstår jeg det. Den
gang, jeg gik med det, og jeg mærkede, at det tog mit talent fra mig,
da blev jeg vred på det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og
det kan et lille barn ikke tåle. Den dag, du ved, da jeg var ude at
male, da kunde jeg mærke, hvordan min sjæl var borte; den var nede i
barnet. Bag efter -- ja det ved du ikke noget om -- da tegnede jeg
lidt af og til; jeg tænkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at
være sikker på det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjæl op fra
barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor døde
det.
Men hvorfor konstruere en sådan forklaring, når der gives en langt
simplere? Der er visse bevægelser, sa lægen, som er farlige -- --.
Ja, doktoren ved noget. Men den, der har gået med et barn, ved mere
end nogen doktor. Jeg vidste også nok, at det var galt, men hvor
galt, det blev mig først klart, da de sa, at det var dødt. Så snart
jeg hørte det, tænkte jeg: Ja, det er dødt. Det kan ikke være andet.
Helga, du gør os bægge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal købe
en bog til dig, der omhandler det æmne, af professor Rosen -- -- --.
Så skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Når en kvinde går med
et barn, så må hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende,
som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afstå det alt,
hvad det forlanger, for sådan et lille barn er frygtelig
fordringsfuldt, længe inden det blir født, og det må ikke nægtes
noget. Og ved du hvad -- --. Hun blev bleg, mens hun talte. -- En dag
jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, så mærkede jeg barnet, der
sparkede med sine små ben. Det advarede mig, Niels.
Hun så på ham med to vidt åbne øjne, og han følte det risle igennem
sig. Han så for sig et ansigt, der stirrede ned i tilværelsens dybder
og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i.
Det advarede mig, men jeg brød mig ikke om det, for jeg vidste jo
ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil gærne gi folk ret
til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig
selv, at det er jeg ikke. Men det er forfærdeligt, hvad der er sket,
og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg.
Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du står jo
dybere i tingene. Jeg har også følt tabet, men jeg ved ikke, hvad det
er, jeg har tabt. Jeg er en overmåde fattig mand, der en gang har
ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis værdi ingen har oplyst
mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har
tænkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig,
end den i en vis tid har gjort -- dersom jeg kunde gå hen over den
med mit lille barns hånd i min. Det hverv opfyldte du næmlig ikke --
det _var_ ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et
fantastisk øjeblik overdraget dig dette -- hverv. Nu har jeg kun en
forøget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder
dig; det er altid dig, der har den største vinding. Du er den
rigeste.
Hun så længe ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at få farve;
det var også et prægtigt vær, han så det bedst på hende; anderledes
interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde
også råd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt
livsstof.
Du taler så underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side,
som jeg ikke forstår.
Ja, svarede han bitter, jeg er en kløgtig lille maddike, der er
sluppet ind under barken på livets træ; dær sidder jeg og studerer,
og i mit mørke opdager jeg en mængde interessante ting, som måske
slet ikke er til.
Det værste var jo det barn, som du sådan havde glædet dig til,
stakkels ven. Å, når du har set på mig somme tider i de her dage, nej
aldrig har noget gjort mig så ondt, hvad der angik os to. Det, jeg
har forbrudt mod dig, er det værste af alting. Og jeg kunde ikke sige
det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig -- -- jeg er to halve
mennesker. Jeg er en dårlig kone -- nu. Og der er noget endnu, som
du ikke ved. Da jeg hørte, barnet var dødt, så tænkte jeg i et nu:
Hvis det hele kunde gøres om, og jeg var sådan, at jeg ikke behøvede
at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha
været en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles
bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer går og glæder sig til
sit barn, og sådan vilde det også ha været med mig, dersom ikke --
min kunst havde været i vejen. Jeg er så aldeles klar over, hvad det
er for en glæde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme,
mens jeg gik sådan.
Det vil altså sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt,
og nu hævner den sig ved at ta dit barn. Således er din opfattelse.
Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forstå det. Og hvad
så, Niels?
Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig
med mig. Du forvekslede et øjeblik det, der var det bedste for mig,
og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert
stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i længden, og vi vil
derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger.
Hvad er det for et?
Sig det kun selv, Helga.
Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive
hos dig. Jeg må rejse igen; jeg er kun halv færdig. Det kan ikke
blive godt så længe. Jeg har været en mislykket moer og en mislykket
kunstnerinde; nu må jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gøre
andet end rejse?
Du ser det så klart, Helga. Jeg skal ikke råde dig til noget; du har
altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste
bevis på sjælelig sundhed; nogle kalder det egoisme.
Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond?
Er du selv i tvivl?
Når jeg ser på dig -- -- --.
Se ikke på _mig_. Jeg er ingen målestok. Se på det resultat, du
venter af dit eget liv. Se på tingene omkring dig. Det er ikke så nær
din hele lykke, der beror hos mig.
Det siger du, Niels, men du er ikke vis på det, og du har sagt det
før. Men det kunde ha været sådan, at -- -- --. Sæt nu, at min lyst
til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fået nok -- --.
I kærligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer
påfaldende din forestilling om min utilstrækkelighed; du kan ikke
glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog føler du hele tiden, at
jeg er ikke den rette. Drømmen om en større lidenskab sidder stadig i
dig og lar sig ikke udrydde.
Så blir den heller aldrig andet end en drøm. Du er nu en gang den
eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen
kunde haft mere, selv om jeg kunde være blevet mere forelsket i en
anden mand. Du synes måske ikke, din indflydelse har været ret stor,
men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig påvirke, det har
jeg opdaget. Men hvad vil du gøre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du
holde det ud med studierne alene, et år for eksempel?
Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde måske findes
noget nyt, der lod sig studere.
Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, så snart jeg
er borte. Du tror ikke, jeg vil længes efter dig; men jeg vil begynde
at længes i samme øjeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid
troet, jeg stod på springet til at komme væk fra dig, og du har altid
gjort mig uret. Det kan godt være, du ikke betyder så meget for mig,
som du synes, du kunde gøre fordring på, men jeg har jo aldrig trængt
ret meget til andre mennesker; når jeg fik en lille smule af dem, så
var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal
kærligheden være alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin
store interesse ved siden af. Er det så egenlig så småt? Og jeg kan
sidde her og forudse, at jeg vil holde lige så meget af dig som før,
når jeg har været borte en tid for det andets skyld.
Du har i dit hele liv vistnok kun begået een fejl, Helga: den, at du
har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved
at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du
unægtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og
bilder dig ind, at vi tilsammen udgør dit livs lykke. I virkeligheden
har du kun brudstykkevis været lykkelig. Du er altfor livsfrodig til
at ha nok i mig -- -- å, jeg mener ikke noget, du har nødig at
protestere imod; du tror lige så lidt som jeg, at kærligheden består
i sanselighed, men du drømmer dog om, at der gives en større
lidenskab uden nogen større sanselighed, og det er vel den, du
savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg fornægter ikke
de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo været et
helt nyt liv, men du trænger til større forhold. Også du vilde gærne
plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik,
jeg har påvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du
vilde gærne ind i en hedere verden, end vort hjem har været, du
begærer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har
trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen,
større og rigere. Du er måske bestemt til en sådan lidenskabens
storhed, men du tør ikke betale det, den koster. Gode små mennesker
vil glæde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du
ikke også, det har brændt i mit sind, når jeg har set den ild, der
stundom flammer i dine øjne? Det har råbt inden i mig: Hvorfor render
hun ikke fra mig? -- Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi
du savner mig, når du er borte, og sådan vil du blive ved at svinge
mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er
vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage,
at hver af dem er et hele, for din natur er så rig, at du meddeler
dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem --
din store og besynderlige kærlighed til mig -- for længst blevet til
intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan gå aldeles
fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder,
hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig
-- af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forståelsen af
forholdet mellem os; alt det andet er forlængst faldet sammen til
støv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved
vi ikke endnu; men det spørgsmål afgøres ikke lettere eller hurtigere
ved, at du blir hos mig.
Hun tog hans hånd, og de så længe på hinanden, indtil hun slog øjnene
ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gøre. Så
talte han igen:
Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over
det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting
sover, når sollyset står så stille over dem som nu. Men du ser noget
helt andet, noget, du længe har måttet savne, for dine øjne har samme
udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder:
at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er
taget skodder fra sjælen, så at lyset endelig får fuld og uhindret
adgang?
Jo, Niels. Kender du det?
Jeg kender det; jeg kan se det på dig. Der er mange gode ting, som
det ikke er givet mig at opleve, men ved særlig nåde har jeg fået
dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af
tilværelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg være
blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem,
og jeg kryber ikke ned igen, når du er borte. Jeg blir hos lyset, der
dog på en måde er beslægtet med mig. Måske glemmer jeg dig over det
andet.
Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du første gang fik magt over mig, ved
at du så på mig, da tænkte jeg det samme som nu, lige så sikkert,
selv om ikke så klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte på
dit blik og lukkede øjnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg så
dig for mig med sådan en magt, det var for mig bevis nok for -- --
--. Å ja, det fortalte mig på een gang, at du var den, jeg skulde
holde af for hele livet, og at jeg havde talent -- --.
Han så spørgende på hende.
Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig så meget af at fortælle
dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke så naive længere -- jeg
er ikke --. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i
seng, det var efter, at du havde _set_ på mig. Næste morgen da jeg
vågnede, vidste jeg altså -- -- to ting. Jeg mente, det skulde blive
så stort at sige dig det, men det øjeblik duede ikke, som jeg havde
bestemt til det.
Må jeg få det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok
lidt noget for et øjebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke
er absolut alvidende om, hvad der foregår i en ung piges sind, kommer
nødvendigvis til at volde hende mere end een sorg.
Du må gærne få det. Nu er det jo næsten ingen nytte til, med mindre
det kan hjælpe lidt til, at du bedre husker mig.
Se på solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter.
For dig betyder det længsel efter noget stort og rigt langt borte.
Det betyder mægtig attrå og mangfoldighed -- livet i al sin fylde,
der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin:
Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for
resten lige glad; vi kan forstå det, som vi vil. I det allermindste
kan vi se tingene; vi kan mætte vort sind med kendsgærninger. Solen
fremviser lidenskabsløst det, som er. Der er nogle af os, der har nok
i at gå bag efter solen, lidenskabsløse som den, og gøre os selv
opmærksomme på det, som er. Det har kostet os forskellige
sindsbevægelser, inden vi kom så vidt, men den smærtefri beskuelse
har også sin lykke. Det angår ikke os, at der gives en større. --
Solen skinner også for mig; den vil lære mig noget. Rejs kun bort;
jeg næmmer det vel bedst, mens jeg er alene.
* * * * *
Toget var kørt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad
perronen. Han indskærpede hende forskellige forsigtighedsregler, som
hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter
deres sidste lange samtale havde han haft il med at få hende af sted.
Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes øjne var varmt og
levende, han tilskrev det glæden over at skulle rejse og undgik så
vidt muligt at se på hende.
Hun steg op i kupeen, og han blev på perronen. Nu skulde hun skrive
udførligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling;
deres personlige forhold var det ikke værd at tale om for det første;
de havde jo talt ud.
Kom op til mig, sa hun sagte, og han så forbavset på hende, men steg
op på trinet.
Konduktøren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke dørene.
Helga bøjede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham
hæftigt og sa:
Jeg elsker dig.
Døren blev lukket. Han så efter toget, som kørte.
Det forstår jeg ikke, sa han.
Mens eksprestoget dampede nord på fra Paris, sad Helga ved
kupevinduet og læste et brev, hun havde fået fra Grandlev, lige før
hun rejste. Det var skrevet som svar på hendes meddelelse om, at hun
havde i sinde at rejse hjem; hun havde da været borte i to år.
-- -- Før vi ses igen, stod der, er det nødvendigt, at du forstår den
forandring, der i mellemtiden er foregået med mig. Da du var rejst,
søgte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg
lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille
afhandling. Hvis du vil, skal du senere få den at læse; den handlede
om ideer, som du måske ikke husker, at du har hørt mig udvikle, men
når du hører lidt om dem, så vil du straks sige, at det ligner mig.
Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende
indflydelse -- der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede
en menneskeart, som er ved at uddø, en bleg type, der ikke er så
unyttig, som det almindelig antages. Det er bæreren af visdommen,
den teoretiske livsviden, der nu er så ilde stillet, omgivet af
foragt på to sider. Foran visdommen står fremtiden: Opfinderen,
socialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og
håner den med et af vor tids værste skældsord: Litteratur. Bag ved
står fortiden: Menigmand, Vulgus -- samme foragt, kun at de ikke
praler af, at de forstår den vise, sådan som de andre; tvært imod: de
roser sig af, at de ikke forstår ham. Ved samvirken af disse to
yderligheder er et nyt barbari i færd med at udvikle sig. Den, der
ikke vil andet end tænke lidenskabsløst over menneskelige ting, er
bestemt til at gå under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand,
præliminarist og kandidat til folketinget -- og professoren i
fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden dør den tænker,
der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder.
Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al
tænkning, der ikke er anvendt tænkning, praktisk anvendelig tænkning,
og den vigtigste årsag til dette barbari med dets delvise kulturhad
er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i
udviklingen, og folket, der har en beundringsværdig sans for de sider
af kultur, der har praktisk værdi, har sin ligegyldighed rede for den
del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det
synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage på den
højere kulturs mænd. Derfor hører man professorer tale om, hvad jeg
vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst
husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en
tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod højt i
anseelse -- -- men det var ganske vist ikke her i landet. Sjæleviden
er nu ene overladt til psykofysikerne og sindssygelægerne.
Men jeg har altså stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den
eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv
til religionen. Er vi ikke nået så vidt, at den uverdslige digter
eller den uverdslige tænker anerkendes rent menneskeligt som
eksistensberettiget? Nej.
Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opnået den fred,
som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilværelsen
givet mig det, jeg trænger til; jeg kan ikke anbefale det med andre
eller bedre ord.
For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de
fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og
foragtede det. Det var især digtere, og de betød vel ikke stort. Da
tiden havde brug for mænd, der kunde udrette noget, afholdt de sig
fra al handling; de tænkte, og mest digtede de; der var vel ikke
megen ånd deri. De har senere fået deres ublide dom; de er faldet ud
af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt
hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de
virkelig har haft nogen betydning. Jeg ønsker just ikke at ligne
dem, og nu da der er sagt tilstrækkelig meget ondt om dem, vil jeg
sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags
verdensbeskuende sindsro, der er i slægt med visdom. Den var vel ikke
resultatet af nogen tankegang, men snarere en nødvendig følge af
deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjælefred var det, og i vor
tid, da der ikke er mangel på mænd, der har handlingens gave, vilde
det dog måske være uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt
forsvandt.
Den ideelle tænker -- jeg mener den mand, hvis tænkning udelukkende
fører ham til ideer og ikke til handling, -- er under udryddelse;
omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller
deres ikke-viden om hans tilværelse, og i en sådan atmosfære må han
nødvendigvis dø eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke
anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al
adspredelse, som tænkere, som digtere eller som ingenting, og uden
noget andet formål end samling, de uddør først. Senere vil også de
forsvinde, der dog på en måde lever af ikke-praktisk åndsvirksomhed:
Statslønnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags
betydning). Ti der vil blive dem givet at forstå, eller de vil selv
føle, at det ligger i tiden, at de må indrette deres hjærne til mere
tidssvarende virksomhed. Åndelig fabriksdrift blir fremtidens løsen.
-- -- Du vil måske synes, at der i alt dette ligger en
selvtilfredshed, som ikke ligner mig -- --. Ja, der står i denne
afhandling mange ting, som du vil finde mærkelige, men nu skal du
vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige forsøg på at
klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at angå to
mennesker, endte med et opgør mellem mig og det moderne samfund. Hvis
du er modtagelig for det humoristiske, så vil du more dig over, hvad
jeg nu fortæller dig. Min afhandling -- som ved en ren tilfældighed
kom i trykken -- har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har
tiltroet mig et meget nøje samliv med de moderne foreteelser; man
har rosende fremhævet den varme, min afhandling var båret af; man har
beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den.
En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i
afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne
fordeling af lys og skygge -- --. Og det er i det væsenlige dig, jeg
har tænkt på, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov spøg
-- --? Husk på, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg
blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle må
fly for at redde sig -- det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor
oplevelse kan bringe med sig. Først fornyelsen, indlevelse i en ny
verden, som jeg hidtil havde stået uden for. Dernæst forvirringen og
tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den
grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse så inderlig
sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsættelsen,
fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre
selvbelæring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig
fornyelse igen ved resignasjon. -- Omtrent alt hvad et menneske kan
tænke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har
du bragt ind i min tilværelse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok
til at sætte mig hen og tale på egne og på andres vegne, der ligesom
jeg er stødt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft,
der var dem overmægtige, og som har lidt tab af egne værdier under
sammenstødet. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist
noget langt bort fra os to; dog når jeg så klippede den første
halvdel fra, da mærkedes det ikke.
Jeg har fået tilslutning af mange, der kommer fra samfundets tørre,
golde larm som fra en mølle (siger de), der kun maler sand på sine
hvinende kværne. _Jeg_ kommer fra min egen sjæl; måske gør jeg den
uret -- ja, det gør jeg sikkert -- men nu synes jeg, at det, den
malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke
dyrke det længere. Om det altså er mig, der er den omtalte ideelle
tænker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt på hans
vegne som en, der til en vis grad forstår ham.
Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og fået
en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i berøring med
adskillige mennesker, der erklærer, at de har samme livsanskuelse som
jeg. Disse "meningsfæller" er højst besynderlige og lærerige
mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sjælelig beskadigelse, idet
de tørnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu
sidder de i en krog og vil belære samfundet om stilhed og
selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to
ting er umulige. Jeg har blandt disse mænd truffet mange tomme
fantaster, der bær ansete navne som digtere og videnskabsmænd; jeg
opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig
selv; men jeg forstår dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers
vilde de ikke være så åbenhjærtige over for mig. Det er af mine folk,
vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore højt udviklede hjærner.
Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde haft dig som
norm. Jeg kan se dine øjne for mig, når jeg møder disse betydelige
mænds blik. Når jeg har siddet over for en af dem, og vi har
diskuteret de vigtigste spørsmål, så har det været, som om to kolde
intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin døde
kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv høre, hvor døde de er;
i sådanne øjeblikke husker jeg din stemme, dine øjne. -- -- Jeg ved
dog, hvad liv er, og disse mænd, som har trukket sig tilbage fra
samfundets larm for at redde livet, de er totalt døde.
Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling?
Jeg kendte dem ikke så nøje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i
den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret?
Strængt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det
spørsmål er også uden al interesse; jeg har fået klarhed og ro for
mit eget vedkommende, så må de andre klare deres livsspørsmål selv.
Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opnået en bedre
stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et københavnsk blad,
ti den frisindede reaksjon havde gærne taget mig i sin tjeneste, med
den uudtalte motivering, at en mand, der således tar afstand fra det
moderne livs larm, måtte være brugbar mod socialisme og anden
radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine søgere ude efter
mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en pålidelig
mand på et mere æstetisk område. Men de har overvurderet mine ævner
og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den beskednere del, hvormed
den beskednere indtægt er uopløseligt forbundet.
-- -- Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at
foregå en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en
fornæmmelse af sorgløshed og lethed, som ikke senere vilde komme
igen. Og dog var jeg ikke før den tid en mand, der følte trang til
befrielse; tvært imod, jeg var tilfreds, min viden besværede mig
ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv følte mig let. Men
på vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af
funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en mærkelig
hændelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af
det, han før behøvede. Jeg følte, at jeg åndelig set behøvede mindre
for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og ønskede at
blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg
havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min lærdom op igen, og da
var den blevet tung. Derefter var jeg længe ikke tilfreds. Du blev
ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle påstår skal være
kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste _tænker_ erfaringsmæssigt
tør bekræfte den påstand). Du gik fra og til; du havde dit eget at
passe. Jeg tænker mig med skræk, hvad der vilde være sket, hvis du
havde forsøgt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen
med halvdelen af min sjæl, og dær havde jeg forladt dig. Men jeg var
ene med mit, og du holdt dig så langt borte, som det var nødvendigt,
for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem
stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og når
du var borte, længtes jeg efter dig -- -- indtil jeg nu sidst
begyndte at længes, ikke efter dig, men efter den store sorgløse ro,
som jeg lærte at kende på den mærkeligste dag, jeg hidtil havde
oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har fået det
sidste, der endnu var mig muligt at opnå: visdommen, sjælens
uforanderlige ligevægt.
Den vise er ligesom en gud, der er færdig med at skabe, og har holdt
op at gøre mirakler og åbenbare sig; verden går af sig selv, han
sidder uden for og ser på den, han er gået over fra handling til
beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den
vise er -- således ser det ud -- overflødig i verden; mod den kloge
er han for intet at regne, ti hans sjæl indeholder det mindst mulige,
han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for
eksempel et ideal, man skal stræbe at ligne, heller ikke en art, der
bør udryddes som overflødig. Det er tåbeligt at lovprise ham, da
næsten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham,
ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform,
der var ham mest tjenlig.
Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste,
ufrugtbare skud på kulturen, men det er også min overbevisning, at
kulturen af og til skal sætte sådanne skud, og jeg har ikke ønsket
eller med mit vidende stræbt efter at blive et af dem. Og dog står
det for mig, som om jeg en gang har begået en fejl, som jeg nu bøder
for; visdommen er min pønitense. Hvad det er for en synd, jeg har
begået, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har tænkt mig, at den
står i forbindelse med det øjeblik, da jeg resignerede og blev i min
lille by og fordoblede, mangedoblede min lærdom. Mon vi ikke alle
begår fejl mod os selv, og tilintetgør et eller andet anlæg og senere
bøder for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage
vore sjæle, vil finde indre skader, som vi har båret på hele livet
igennem, og som måske kun et par gange har forårsaget os nogen uro.
Jeg antager, at vore sjæle vil se ud ligesom døde, når de obduceres:
forkalkning og henvisnen vil vise sig at være ganske almindelige
svagheder.
Mig er det vist gået værre end andre; dog bær jeg visdommens byrde
med tålmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. På en
underlig måde er jeg kommet i nærheden af lidenskab, jeg har haft
livets fylde så tæt op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg
skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fjærnes
endnu længere derfra. Jeg føler i dette øjeblik det besynderligste
slægtskab med dem, der har gennemgået store lidelser, kun at jeg
næsten intet har lidt. Det, der er hændet mig, kunde vel gøre mangen
anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot
skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sjæl, og nu,
efter at dette er sket, kan der ikke mere hænde mig noget, jeg ikke
er forberedt på; der er ikke længere noget nyt under solen. Den
sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den
har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig
bestemt fra evighed af.
Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er
kun tilsyneladende; jeg læser en del bøger, der hverken gør mig gavn
eller skade. For øvrigt dyrker jeg min have og går ture. Mennesker
ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er på det område en
foregangsmand; andre, der er lige så unyttige som jeg, vil, når de
blir lige så kloge, følge mit eksempel, men forhåbenlig vil de ikke
nedsætte sig i nærheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af
de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem
grundigt nok.
Derimod har jeg tænkt på at indrette mig et huggehus. Mine hænder,
der i år har gjort bekendtskab med haveredskaber, længes nu også
efter sav og hammer, skønt jeg vil tro, at også dette bekendtskab i
begyndelsen vil falde dem besværligt. Således håber jeg, at jeg ved
jævn fremgang kan få et vist tag i de små tings verden, samtidig med,
at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den større
verden.
Du kan vel ikke ha forstået af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig
er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at
leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig ævne til at _undvære_, og
jeg befinder mig vel derved. Det at undvære er vist et særligt anlæg
hos mig, og jeg skylder dig, at dette anlæg nu har nået sin
fuldkommenhed.
Jeg har forklaret dig min tilstand så udførligt, for at du skal ha
lettere ved at afgøre det spørsmål, som er det eneste, der
interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du
nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fortæller mig, at du
står i begreb med at rejse hjem. Når du har overvejet mit brev, så
ved du, hvad du skal gøre. Jeg har redeligt fremstillet alting for
dig, således som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder
mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig.
Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort ægteskab
kan ikke fortsættes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At
du havde nok i mig, eller at jeg dog betød mere for dig end noget
andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret -- har du måske
glemt det? Du er tilbøjelig til at glemme, at du har tvivlet om mig,
og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det,
jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg
endog blevet mindre værd i dine øjne end før, siden jeg kan leve
tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den
hånd, jeg rækker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke
slap eller aldeles ligegyldig. Det kan næsten gøre mig ondt, at så
varme hænder som dine skulde gribe så underlig forkert, men tror du
ikke også, at de blir kolde en gang -- af at håndtere malerpenselen?
Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din
kærlighed virkelig en så naturstridig ting, at den kan drive dig
tilbage til mig? Er du virkelig med en så vidunderlig kraft vokset
fast til mig, visdommens halvvisne træ? Det er ikke mig, der binder
dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder
mig fast.
Jeg spør mig selv med en vis uro, om det er min pligt at være den,
der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg
er ikke den rette mand; du er fri. -- Det er måske min skyld, at din
kærlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker, der siger, at hvad
der kun er halvt, det bør ikke eksistere. Der er endog dem, der mener
at kunne bevise denne påstand ud af deres eget liv. Men hvor mange af
os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se
så stort på det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel
udelukkende regner med hele tal og kaster alle brøker bort.
Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad
der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg søger ikke at påvirke dig,
og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som
troede at vide så meget, jeg ved ikke noget i dette spørsmål, der
angår et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom
består jo i at vide så lidt som muligt.
Nu er jeg færdig. Jeg har skrevet så længe, at jeg synes, jeg hører
mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal gøre mig godt.
Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred
blevet større end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er
vis på, at du vil forstå dig bedre på din egen tilfredshed end jeg --
-- --.
* * * * *
Halvandet døgn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks
op til sin moer, som endnu boede dær, og næste dag så folk hende gå
sin sædvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun få, der
hilste på hende, men så mange flere, der tog hende i øjesyn.
Det var efterår. Skoven stod i den pragt, som hun kendte så godt og
længtes efter at se. Således så den ud den dag, da hun var begyndt
at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes
vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et års blid og
lykkelig søvn. Hun så genkendende på træernes feberagtige pynt. Der
var noget skæbnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde
forset sig på uden ret at forstå det. Flere gange stansede hun og
bøjede hodet, mens indtryk og minder råbte på hinanden i hendes sjæl.
Den dag -- som nu syntes at ligge så langt tilbage i tiden -- havde
hun været glad ved disse farver; nu smærtede det at se på dem; de
havde fået en anden betydning for hende siden; de var blevet en del
af hende selv. De -- og hans brev -- tog imod hende, ingen af delene
betød hendes lykke.
Hun så sig hjælpeløs om. Hvad skulde hun så bruge alt det til, der
flammede i hendes sjæl? Lignede hun måske selv skoven, der flammer op
i overdådige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der
skal fortsættes? Denne skønhed og varme er herlig at se til, men den
skal ikke bruges til noget; det er rig og stærk kunst, men liv kommer
der ikke af det. Det kan vække og varme et sind, der er koldt eller
sover, men det har ingen fortsættelse i sig; denne tilsyneladende
kraft er ufrugtbar. Dette farveråb, der vækker, er et varsko om
døden.
Hvad betød det, der brændte og lyste i hendes sjæl? Nyt liv eller
mere kunst?
Her var hun en gang gået ud og havde set sig glad, men da hun kom
hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har været i skoven og
forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme menneske
længere. Vejen tilbage til kærligheden stod ikke åben; der var kun en
sti.
Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i
fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til større kulde,
til mere kunst. Den mand, der i hendes øjne stadig var den eneste,
fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var,
ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke
var tilstrækkelig.
Hun læste hans brev igennem en gang til.
Blæsten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne læse
uforstyrret. Hun græd ikke som før, da hun sad i kupeen. Det forekom
hende ikke længere så ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne
brev; hun fandt en særegen kold pragt i hans ord; de mindede hende om
den sidste gang, de havde talt sammen, på bænken nede ved vandet.
Hun vendte hodet der henad, som så hun ham sidde der endnu. Hendes
svære hår, der var blevet mørkere i de senere år, faldt tungt og fast
ned i hendes tindinger, hendes øjne gik over i krogen, mens hun stod
og tænkte.
Hans ord faldt som sval dug på hendes hede sjæl. Hun forstod ham ikke
helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun følte sig
stærkt berørt af dette sindets efterår, som stod ud af hans brev,
højt og køligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en
uforklarlig magt.
Hun så ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, sværmerisk
aften, hvor hendes livs dobbelthed først havde kundgjort sig: kunst
og kærlighed samlet i et. Men derfor måtte hun heller ikke vente sig
en hel kærlighedslykke.
Hun talte med ham, mens hun så ham for sig, hun begyndte at forstå
ham. Også hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel
lidenskab, og en vis resignasjon var deres fælles lod.
Hvorfor havde hun grædt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at
komme hjem og kræve lykke i fuldt mål. Kunsten vilde aldrig slippe
hende helt. Den vilde løsne taget en stund og så igen gribe med ny
kraft; hun vidste det.
Hvad var der så tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om
lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se på
hinanden med klare, åbne øjne, og som aldrig mere kan skuffe
hinanden.
Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene lå klare over
hendes langt seende øjne, rynken fra de unge dage var næsten ikke til
at se. Om hendes stærke underansigt lå ligesom ruinerne af den unge
piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes næsefløje, og
musklerne på hendes hals trådte stærkt frem, idet hun drejede hodet.
Hun havde ham for sig lige så tydeligt, som den gang hun først så
ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre
over hendes halve sjæl.
Uroen i hendes sind var forbi; det brændte ikke mere. Hendes sjæl lå
høj og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel
med de mægtige skiferblå og sandstensrøde skyer.
Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes
kærlighed til ham og hendes indrømmelse til visdommen, der indrettede
hendes liv på en måde, hun ikke selv havde tænkt sig; hun vilde
afbilde sin egen underkastelse under udviklingens nødvendighed.
Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og stærke kæber,
og den unge mand skulde bære hendes træk.