Jeg kom over Broen og gik op forbi Kirken. Der stod i en Indskæring lige
op ad Kirkemuren fire 4 Pd.'s riflede Kanoner af 2det Batteri. Med disse
Kanoner skulde de bl. a. skyde Pontonbroen isænk.
Jeg spurgte Officeren om Jonquières; han mente, Majoren var i
Kirkebatteriet, hvor jeg saa gik op. Han var der ikke, men jeg traf hans
Næstkommanderende Major W. Kauffmann, hos hvem jeg meldte mig til
Tjeneste.
Der kom en Officer hen til mig og sagde: »Det var jo Dem, der
kommanderede i N. Brohoved? De maa have haft svære Tab. Hele
Terrepleinet ligger fuldt af Døde.«
Med det Svar, at efter mit Skøn havde vi haft forholdsvis ringe Tab, gik
han hen og saae over til Brohovedet gennem et Skydeskaar ved en af de
svære Kanoner. I det samme kom der en Granat, som ramte Rappertens
Brystrigel og ved Sprængningen saarede mig og tre Mand til. Jeg meldte
mig da som saaret til Major Kauffmann; det var for saa vidt unødvendigt,
som jeg stod i mit Blod.
Jeg havde i Brohovedet været saa uheldig at miste min Kappe. Istedet
havde jeg faaet en Underkorporalskappe; det var nok den, der gjorde
Ulykken. I alle Tilfælde var Kuglerne efter mig, lige siden jeg fik den
paa; paa en halv Time fik jeg to Træffere og flere Skud i Kappen, medens
min egen var uskadt efter at have gjort hele Belejringen med.
Majoren bandt sit Lommetørklæde om min Arm for at stanse Blodet. Jeg
kunde godt gaa, men blev dog taget op af Ambulancen. Vi kom forbi en
Løbegrav, hvor der stod en norsk Læge; han anlagde den foreløbige
Forbinding. Det saae ikke godt ud; der stak Benstumper ud af Saaret;
venstre Underarm var knust.
Lægen smed Majorens Lommetørklæde og mit afskaarne Skjorteærme hen til
en Side. Han saae meget forbavset ud, da jeg efter endt Behandling
forlangte min Mansjetknap. Han kunde jo ikke vide, at det var en Gave,
som jeg nødig vilde miste.
Herfra kom jeg hen paa Feltlasarettet, hvor jeg blev rigtig forbundet af
en Læge Arendrup; han stod i travlt Arbejde og lignede en Slagter. En af
mine Folk havde fulgt mig; han stod ved Siden af og græd. Da en anden
Soldat spurgte ham, hvem jeg var, skældte han ham ud, fordi han ikke
vidste det. Manden holdt af en høj Snaps; det var formodentlig
Paavirkning af den Slags, der gjorde ham saa rørende.
Jeg blev atter overgivet til Ambulancen. Da de gik med mig, knækkede
begge Bærestænger, saa jeg kørte et Stykke hen ad Vejen. Heldigvis kom
der en Vogn med andre Saarede forbi; den tog mig op. Vi blev kørt ned
til Høruphav og kom ombord i et norsk Dampskib »Nordstjernen«.
Jeg kunde selv gaa ud paa Skibet. Ved Bulværket traf jeg en højere
Søofficer, som jeg var lidt i Familie med. Ham bad jeg telegrafere til
mit Hjem, og Telegrammet kom afsted.
Paa »Nordstjernen« var alle Pladser optagne af Saarede. Enkelte var saa
haardt medtagne, at de døde ombord; men man hørte ingen klage sig. Jeg
overlod min Køje til en Officersaspirant, cand. jur. Haxthausen; han
havde faaet 6 Lod Jern i Underlivet, hørte jeg siden. Jeg gav ham lidt
Limonade og saae til ham engang imellem. Han laa stille hen, men døde et
Par Dage efter.
Jeg traf her paa »Nordstjernen« min gamle Lærer fra Landkadetakademiet,
Løjtnant _Pingel_. Da jeg i sin Tid forlod Skolen for at gaa over til
Artilleriet, havde han sagt til mig: »Naa, De vil nok i
Livsforsikringsanstalten!« Saaledes lod det til, at Fodfolket betragtede
Artilleriet.
Her mødtes vi nu paa Lasaretskibet, begge saarede. Og jeg var noget
værre tilredt end han; saa Livsforsikringsanstalten havde just ikke vist
sig paalidelig.
Ved Landgangen i København blev jeg paa Grund af min Underofficerskappe
vist paa Lasaret sammen med de Menige. Mine Forældre, som var rejst ind
for at se mig, gik længe omkring og ledte efter mig.
Jeg laa et Par Maaneder paa Lasarettet i Wildersgade. Der kom en Del
Benstumper og Klædeslapper ud af Saaret; Overlægen sagde, at jeg kunde
takke mit sunde Legeme for, at jeg slap vel over den Historie.