Uheldigt var det, at vi fem Gange skiftede højstkommanderende
Artilleriofficer i Dybbølstillingen. Det kunde ikke andet end give Uro
og Usikkerhed helt ned gennem Rækkerne.
Den 10de Februar blev Major Lunddahl paa Grund af Sygdom afløst af
Oberst _Vahl_. Han fungerede kun i denne Stilling en halv Snes Dage; saa
blev Artillerikommandoen ved Dybbøl overdraget Oberstløjtnant
_Haxthausen_, og denne blev atter senere fulgt af sin Stabschef Major
_Jonquières_, som trolig holdt ud Resten af Belejringen.
Oberst Vahl var en Mand af den meget gamle Skole. Han hang sig i
Smaating og forlangte Melding næsten hver Dag. Hos ham maatte man staa
ret lige indenfor Døren; naar han, gaaende op og ned ad Gulvet, havde
faaet at vide, hvad han ønskede, sagde han: Godt! Saa kunde man træde af
igen.
Hans Efterfølger, Oberstløjtnant Haxthausen, var en anderledes Mand. Han
var meget venlig, bød Cigar og satte sig ned. Han vilde nok vide Besked,
men forstod at skelne mellem væsenligt og uvæsenligt, og man kunde godt
faa Lov til at komme frem med, hvad man selv ønskede. Han var en Chef,
der holdt paa sine Undergivne; man vidste, at man havde en Støtte i ham;
det har stor Betydning for de yngre Officerer. Desværre var han syg fra
Tilbagetoget og maatte snart opgive sin Stilling.
Saa kom altsaa Major Jonquières. Han var overordenlig pligtopfyldende og
meget hensynsfuld overfor sine Officerer. Der skulde meget til, før han
viste Tænder. Overfor mig er det kun en Gang hændt, og det kom af hans
Forkærlighed for vort glatløbede Skyts, hvis Udvikling han havde haft en
Del at gøre med, og som virkelig ogsaa i sin Slags var udmærket. Han
vilde have mig til at skyde over Vemmingbund fra Nr. II med en 84 Pd.'s
Granatkanon, og blev vred, da jeg mente, at Træfsikkerheden vilde blive
meget ringe med den store Elevation, som var nødvendig, om denne Kanon
skulde række saa langt.
Engang da jeg meldte mig hos Major Jonquières, kommende fra Skansevagt
Kl. 11 om Aftenen, traf jeg ham i temmelig nedtrykt Stemning. En
Skansekommandør var blevet syg. »Nu har jeg ikke een Officer at sende
derud istedet,« sagde han, »jeg maa give Kommandoen til en
Underofficer.« »Det kan Majoren let komme over,« sagde jeg, »De kan jo
give mig Ordre til at overtage Vagten.« Majoren blev synlig glad over
denne Udvej, men sendte mig først afsted, efterat han gentagende havde
spurgt, om jeg nu ogsaa troede, at jeg kunde holde det ud.
Det var maaske for meget Hensyn at tage, men den Slags gjorde, at Major
Jonquières blev meget afholdt af sine Undergivne; de mærkede, at han var
ikke ligegyldig for deres Velfærd.
Han forlangte meget af os, men kunde det med Rette, da han aldrig
sparede sig selv, og ikke krævede mer end det nødvendigste hverken af
Hvile eller Bekvemmelighed. Dette betød saa meget mere, som han næppe
var synderlig hærdet; han havde i en Aarrække mest været Kontormand.
Som et Tegn paa hans fordringsløse Indretning kan det nævnes at jeg
saae, han havde kun 1 Lagen i sin Seng, og det led ikke af Renlighed.
Jeg gjorde Nar ad hans Adjudant for det; jeg syntes, det var lige
tarveligt nok til Stillingens øverstkommanderende Artilleriofficer.
Jonquières var en alvorlig Mand, men kunde ogsaa skæmte paa den
elskværdigste Maade. Da jeg laa saaret efter den 18de April, skrev han
et nydeligt Brev til mig med den Tilføjelse, at han haabede, jeg intet
havde imod, at man havde erobret min Kasse (med Smør, Ost, Vin osv., som
jeg havde faaet sendt hjemmefra den 17de April), da den var til stor
Nytte.
Den 16de April fik jeg min sidste Ordre af Jonquières; den gjaldt
Udtransport fra Nr. II af to riflede Kanoner, som jeg havde bedt om Lov
til at redde fra Ødelæggelse eller Erobring. Da mærkede jeg nok, at han
saae skeptisk paa Forsvaret. Senere fortalte han mig, at han den Aften
havde meddelt Overkommandoen, at han betragtede Dybbølstillingens
Artilleriforsvar hovedsagelig som endt.
Med andre Ord, han gjorde, hvad han kunde, for at vi skulde trække os
tilbage i Tide. Men alt var forgæves. Vi veed jo forlængst, at der ogsaa
fra andre højtstaaende Officerer skete Henvendelse til Overgeneralen i
samme Retning, men denne, der laa syg, turde hverken selv paatage sig
Ansvaret eller overlade det til en af de andre Generaler. Han spurgte
Ministeriet, og Svaret blev Nej.
Selvfølgelig maa _Lundbye_, som dengang atter var Krigsminister, foruden
sit øvrige store Ansvar fra tidligere Tid ogsaa bære Ansvaret for den
18de April; men _Monrad_ var dog vist i dette Tilfælde den egentlige
Skyldige. Han vilde jo, at vi skulde holde Stillingen til
Londonnerkonferencen traadte sammen, hvilket skulde ske den 20de April.
Som om ikke Bismarck nemt kunde have faaet Konferencen udsat, hvis
Dybbøl ikke var taget til den Tid!