(1850)
* * * * *
Forord til Anden Udgave.
Dramaet "Catilina", det arbejde, hvormed jeg betrådte forfatter-banen,
er skrevet i Vinteren 1848-49, altså i mit enogtyvende år.
Jeg befandt mig dengang i Grimstad, henvist til ved egne kræfter at
erhverve det fornødne til livsophold og til undervisning for at kunne gå
op til student-eksamen. Tiden var stærkt bevæget. Februar-revolutionen,
opstandene i Ungarn og andetsteds, den slesvigske krig,--alt dette greb
mægtigt og modnende ind i min udvikling, hvor ufærdig den end længe
bagefter vedblev at være. Jeg skrev rungende opmuntringsdigte til
Magyarerne om, til fromme for friheden og menneskeheden, at holde ud i
den retfærdige kamp mod "tyrannerne"; jeg skrev en lang række sonetter
til kong Oskar, nærmest, såvidt jeg husker, indeholdende en opfordring
om at sætte alle smålige hensyn tilside og ufortøvet, i spidsen for sin
hær, at rykke; brødrene til hjælp på Slesvigs yderste grænser. Da jeg
nu for tiden, i modsætning til dengang, betviler at mine vingede
opråb vilde i nogen væsentlig grad have gavnet Magyarernes eller
Skandinavernes sag, så ansér jeg det for heldigt at de forblev indenfor
manuskriptets halvprivate område. Afholde mig kunde jeg dog ikke fra
ved mere løftede anledninger at udtale mig i en med mine digtninger
overensstemmende passioneret retning, hvilket imidlertid ikke,--hverken
fra venner eller ikke-venner,--indbragte mig andet end det tvilsomme
udbytte, af de første at hilses som anlagt for det ufrivillig morsomme,
medens andre fandt det i højeste måde påfaldende at et ungt menneske i
min underordnede stilling kunde give sig af med at drøfte ting, som
end ikke de selv dristede sig til at have nogen mening om. Jeg skylder
sandheden at tilføje at min optræden, i forskellige forholde, heller
ikke berettigede til synderligt håb om at samfundet i mig turde påregne
nogen tilvækst af borgerlige dyder, ligesom jeg også ved epigrammer
og karrikaturtegninger lagde mig ud med flere, der havde fortjent
det bedre af mig, og hvis venskab jeg i grunden satte pris på.
Overhovedet,--medens en stor tid stormede udenfor, befandt jeg mig på
krigsfod med det lille samfund, hvor jeg sad indeklemt af livsvilkår og
omstændigheder.
Således var stillingen, da jeg under forberedelserne til eksamen
gennemgik Sallusts "Catilina" samt Ciceros taler imod sidstnævnte.
Jeg slugte disse skrifter, og nogle måneder efter var mit drama færdigt.
Som man af min bog vil se, delte jeg ikke dengang de to gamle romerske
skribenters opfatning af Catilinas karakter og handlemåde, og jeg er
endnu tilbøjelig til at tro at der dog må have været adskilligt stort
eller betydeligt ved en mand, med hvem majoriteternes ufortrødne
sagfører Cicero ikke fandt det hensigtsmæssigt at give sig ikast,
forinden tingene havde taget en sådan vending, at der ikke længere var
nogen fare forbunden med angrebet. Erindres bør det også, at der gives
få historiske personer, hvis eftermæle har været mere udelukkende i
modstandernes vold, end Catilinas.
Mit drama blev skrevet i nattetimerne. Fra min gode og skikkelige men
af sin bedrift helt og holdent optagne principal måtte jeg så godt som
stjæle mig fritimer til at studere, og fra disse stjålne studietimer
stjal jeg igen øjeblikke til at digte. Der blev således ikke synderlig
andet end natten at ty til. Jeg tror, at dette er den ubevidste årsag
til at næsten hele stykkets handling foregår ved nattetid.
En for omgivelserne så uforståelig kendsgerning, som den, at jeg
befattede mig med at skrive skuespil, måtte naturligvis holdes hemmelig;
men ganske uden medvidere kan en ty veårig digler ikke godt forblive, og
jeg betroede derfor to jævnaldrende venner, hvad der i stilhed
beskæftigede mig.
Vi tre knyttede store forventninger til "Catilina" da det var bleven
færdigt. Først og fremst skulde det nu renskrives for, under et opdigtet
forfatternavn, at indleveres til teatret i Kristiania, og derhos skulde
det offentliggøres gennem trykken. Den ene af mine troende og trofaste
påtog sig at levere en smuk og tydelig kopi af mit rå urettede udkast,
et hverv, hvilket han udførte til den grad samvittighedsfuldt, at han
end ikke glemte en eneste af de utallige tankestreger, som jeg i
produktionens hede havde anbragt overalt, hvor det rette udtryk ikke i
øjeblikket vilde falde mig ind. Den anden af mine venner, hvis navn jeg
her nævner, da han ikke mere er blandt de levende, daværende student,
senere sagfører, Ole C. Schulerud, rejste til Kristiania med afskriften.
Jeg husker endnu et af hans breve, hvori han melder mig at nu var
"Catilina" indleveret til teatret; at det snart vilde komme til
opførelse, derom kunde der naturligvis ikke være nogen tvil, såsom
direktionen bestod af meget skønsomme mænd; og ligeså lidt kunde det
betviles at byens samtlige boghandlere med glæde vilde betale et
klækkeligt honorar for første oplag; hvad det kom an på, mente han,
var kun at udfinde den, der vilde gøre det højeste bud.
Efter en lang og spændende ventetid begyndte imidlertid nogle
vanskeligheder at vise sig. Fra teaterdirektionen erholdt min ven
stykket tilbagesendt med et særdeles høfligt men ligeså bestemt afslag.
Han gik nu med manuskriptet fra boghandler til boghandler; men alle som
én udtalte sig i samme retning som teaterdirektionen. Den højstbydende
forlangte så og så meget for at trykke stykket uden honorar.
Alt dette nedslog dog langtfra ikke min vens tro på sejren. Han
tilskrev mig tvertimod, at det just var bedst således; jeg skulde selv
optræde som forlægger af mit drama; med de fornødne penge vilde han
forstrække mig; udbyttet skulde vi dele, imod at han besørgede alt
forretningsmæssigt ved sagen--undtagen korrekturlæsning, hvilken han
anså for overflødig, da man havde et så smukt og tydeligt manuskript
at trykke efter. I et senere brev ytrede han, at han med disse lovende
fremtidsudsigter for øje tænkte på at opgive sine studeringer for helt
og holdent at kunne hellige sig til udgivelsen af mine værker; to eller
tre skuespil om året, mente han at jeg med lethed måtte kunne skrive, og
ifølge en anstillet sandsynlighedsberegning havde han udfundet at vi for
overskuddet måtte om ikke lang tid kunne foretage den mellem os oftere
aftalte eller omtalte rejse gennem Europa og Orienten.
Min rejse indskrænkede sig imidlertid foreløbig til Kristiania.
Der indtraf jeg i begyndelsen af våren 1850 og kort i forvejen var
"Catilina" kommen tilsyne i boghandelen. Stykket vakte opsigt og
interesse i studenterverdenen; men kritiken dvælede nærmest ved de
fejlfulde vers og fandt for øvrigt bogen umoden. En mere anerkendende
dom udtaltes kun fra et enkelt hold; men denne udtalelse kom fra en
mand, hvis anerkendelse altid har været mig kær og vægtfuld, og hvem jeg
herigennem bringer min fornyede tak. Solgt blev der nok ikke ret meget
af det lille oplag; min ven havde en del af eksemplarerne i sit værge,
og jeg erindrer at en aften, da vor huslige fællesforfatning syntes at
optårne uoverstigelige vanskeligheder for os, blev denne bunke trykte
sager gjort til makulatur og lykkelig afhændet til en høker. I de
nærmest påfølgende dage manglede vi ingen af livets første
fornødenheder.--
Under mit ophold i hjemmet i afvigte sommer, og navnlig efter min
tilbagekomst hertil, trådte de skiftende billeder fra mit forfatterliv
klarere og skarpere frem for mig end nogensinde før. Blandt andet tog
jeg også "Catilina" for mig. Bogens indhold i det enkelte havde jeg
næsten glemt; men ved påny at gennemlæse den fandt jeg at den dog
rummede en hel del, som jeg endnu kunde vedkende mig, navnlig hvis man
ser hen til at den er mit begynderarbejde. Mangt og meget, hvorom min
senere digtning har drejet sig,--modsigelsen mellem evne og higen,
mellem vilje og mulighed, menneskehedens og individets tragedie og
komedie på engang,--kommer allerede her frem i tågede antydninger,
og jeg fattede derfor det forsæt, som et slags jubilæumsskrift at
foranstalte en ny udgave,--et forsæt, hvortil min forlægger med
sedvanlig redebonhed gav sin billigelse.
Men det gik naturligvis ikke an uden videre at genoptrykke den gamle
originaludgave; thi denne er, som foran påpeget, intet andet end et
aftryk af mit ufærdige og urettede koncept eller af det aller første rå
udkast. Ved gennemlæsningen mindedes jeg tydelig, hvad der oprindelig
havde foresvævet mig, og jeg så tillige at formen så godt som intetsteds
afgav et fyldestgørende udtryk for, hvad jeg havde villet.
Jeg besluttede derfor at gennemarbejde denne min ungdomsdigtning,
således, som jeg tror at jeg allerede dengang vilde kunne have gjort
det, såfremt tiden havde stået til min rådighed og omstændighederne
havde været mig gunstigere. Ved ideerne, forestillingerne og det heles
udviklingsgang har jeg derimod ikke rørt. Bogen er forbleven den
oprindelige, kun at den nu fremtræder i en fuldført skikkelse.
Med foranstående for øje, beder jeg, at den må blive modtagen af mine
venner i Skandinavien og andetsteds; jeg beder at de vil modtage den som
en hilsen fra mig ved afslutningen af et tidsrum, der for mig har været
vekselfuldt og rigt på modsætninger. Meget af hvad jeg for femogtyve år
siden drømte, er bleven virkeliggjort, om end ikke på den måde eller så
snart, som jeg da håbede. Dog tror jeg nu at det var bedst for mig
således; jeg ønsker ikke at noget af det mellemliggende skulde have
været uprøvet, og ser jeg tilbage på det gennemlevede som på en helhed,
da gør jeg det med en tak for alt og en tak til alle.
Dresden i Februar 1875.
Henrik Ibsen.