adskillige officerer og et respektabelt antal lærde mænd. Selv følte
han i sin ungdom intet bestemt kald, men hans opdragelse og omgang
gjorde ham ganske naturligt til litterat, og da hans faer,
professoren, både var lærd og radikalismen hengiven, og han selv ud
af familiens fortræffelige egenskaber havde reddet et alvorligt og
bydende udseende, så blev han i en tidlig alder knyttet til et anset
venstreblad.
Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en høj tænkerpande, der
forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig skaldethed, endvidere
professorøjenbryn, buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt vand;
der er nok, som veed at fortælle om deres overordenlige virkning på
en talerstol. Næsen var nærmest militær, den krummede sig som ryggen
på en mand, der tar et vældigt tag baglæns i en svær ting. Munden var
stram og intetsigende, men det kunde også se ud, som om den gemte
over en hel del; manden smilte uhyre sjældent og led ikke af
meddelelsestrang, han havde fra forfædrene arvet et udtørret gemyt.
Hagen var dækket af et spidst, gult skæg, som nu grånede stærkt; hans
ungdomsvenner huskede, hvor udtryksløs hans lille hageklump havde
været, inden skægget kom. Men altså i det hele et imponerende hoved,
der sad på en statelig krop. Stemmen var hård og klar; på en
talerstol kunde den blive til en smældende komandorøst. Hele manden
var skabt til at være autoritet, og det blev vedtaget i bladets
redaksjon, at hr. Kasbjerg skulde udtale den afgørende dom i alle
litterære spørsmål, så vel som i sager, der ikke helt og holdent
tilhørte politik eller det praktiske liv. Han anmældte de
betydeligste skønlitterære værker; i polemik optrådte han som
afsluttende part, og så var det uigenkaldelig forbi, Kasbjerg dixit;
han fastslog bladets endelige dom om de betydeligste modstanderes
officielle personligheder, han blev den ansete journalist, længe
inden han var den udmærkede forfatter.
Men forfatter blev han altså også. Dær forbavsede han publikum
betydeligt; man havde ventet sig noget i retning af spartansk ruhed,
og navnlig havde man ventet, at han slet ikke vilde lave romaner.
Hans første bøger var pinligt åndrige, sindrigt affekterede som en
ældre ung piges kærestebreve. Der var megen erotik, og skønt der var
en evig tale om hengivelser, så var der ingen videre sanselighed, men
mange kønne ord. Humor fattedes komplet. Det var gentlemans-realisme;
Kasbjerg kom ikke på listen over de usædelige forfattere.
Men der var mange, som undrede sig, og de så manden igennem endnu en
gang. Ansigtet var meget godt, men så gik de om bag ved ham og
opdagede, at han havde ingen nakke. Panden var af de bekendte høje og
hvælvede, men kraniet løb op i en kegle som et indianerhoved; bag
panden var der ingen hjærnekuppel, men kun et smalt tagkammer. Næsen
var heltemæssig, men den kan i det højeste kun opfattes som et
symbol; realiteten, baghodet, hvor karakteren skal sidde, var
desværre udeladt. Der var mennesker, som nu fik øjet op for, hvordan
en silkehat i virkeligheden sad på hr. Kasbjergs hoved. Og
øjenbrynene var altfor overdrevent buskede, øjnene var rå og kolde,
næsen for bred og rimeligvis blød, den var langt mere et snorkehorn
end en hieroglyf, der skal læses: karakterfasthed.
Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at
råde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken
frem.
Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede sig således
en vis anciennitet, d. v. s. krav på tiltagende længde af
anmældelserne. Ti det er retfærdighed, at en anmælder om en
forfatters mislykkede opus 10 bruger to spalter for at påvise,
hvordan værket er mislykket, og hvilke spor af talent der endnu er
igen, mens han kan nøjes med en tredjedel spalte, når han skal omtale
et talentfuldt begynderværk -- dog modificeres denne regel
naturligvis af bekendtskabs-, slægtskabs- og andre forhold mellem
forfatter og anmælder.
Nu havde Kasbjerg også anden anbefaling end den leverede bogmasse;
tidens rørelser gik ham ikke sporløst forbi; midt i firserne fik hans
litteratur henholdsvis et politisk og et dæmonisk anstrøg, lidt
senere tog han religiøse æmner op -- en omvendelse og en skildring
fra Indre Missjons mark, bægge vel spækkede med erotik -- så vakte
han opsigt ved en arbejderroman, og nu var han havnet i den noble
litteratur, og dær udviklede han sig til stadig større finhed. Der
var ikke spor af groft i hans skildringer; trætheden gjorde ham fin.
Han blev mere og mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklærede
hans kollegaer, der også selv blev finere, mens de skrev sig bort
fra virkeligheden, og det roste de hinanden for, men de opdagede
ikke, hvor lidt liv der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen
til døden. Når der går kronisk finhed i udviklingen, så er der noget
sygt; kunsten stiger, men livet synker.
Det at omgive sig med en ringeagtende atmosfære mod hr. Kasbjerg var
ikke så ligefrem en ting, som Ivar Holt havde tænkt sig. Den ældre
kollega var en erfaren mand og mere praktisk menneskekender, end
forfattere plejer at være -- det var formodenlig derfor, at hans
bøger var mindre gode -- og han forstod at være elskværdig på en
behagelig dæmpet måde, der efterhånden virkede fordelende på den
blanding af overlegenhed og generthed, der var Ivar Holts
omgangsform. At denne ikke led ham, kunde han sagtens se; han på sin
side følte heller ingen sympati for den unge mand, der mindede ham om
den egenkærlige digtertype, der aldrig gør noget godt, og som der
ikke er noget ondt i. Men det er en menneskeart, som det i alt fald
kan betale sig at gi i trykken; nu er det tid at bedømme ham med
billighed, efter at romantikken har forherliget ham, og dens reaksjon
har lastet ham og næsten stillet ham i klasse med samfundets skadedyr
-- Kasbjerg var manden, den ubestikkelige vejer og måler, og
litteraturen skulde få et nyt hovedværk.
En formiddag, da de var spaseret sammen ud på Frederiksberg,
inviterede Kasbjerg rent tilfældigt på frokost. Ivar Holt tog gærne
imod det; der var i at la sig invitere noget passivt, der lå særlig
for ham.
Det var altså hans næste bog, der skulde tales om. Jo, den blev et
slags kalejdoskop, ikke andet. Alting gik i stykker for ham, han
vilde helst begynde med hele verden, senere kunde han nøjere gå i
enkeltheder.
"Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl --
eller et tegn på magtesløshed. Det er også ideerne, der regerer mig,
ikke omvendt; det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for
alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min
verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen; det er
måske galt, men jeg kan ikke andet, jeg må se stumperne. Det er også
fristende; for når jeg har dyppet pennen og skrevet en sætning, så er
der stukket hul, jeg kan næsten ikke holde op igen. Men jeg ved nok
-- skønt hvor ved jeg det fra? -- at først når det ikke går i den
grad af sig selv, først da blir det godt. Jeg skal skrive, for at der
kan komme bevægelse; selv mine sværeste fyldefornæmmelser er kun
_tilstande_, de bevæger sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive
mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er det hæsligste."
"Deri er jeg ikke enig med Dem," bemærkede Kasbjerg; "det er
ubetinget sundt at tale ud -- bortset fra, i dette tilfælde, at det
interesserer mig overordenligt."
"Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, når jeg er kommen i gang med
at tale; det er, ligesom det var en anden, der førte ordet inden i
mig. Min stemme blir også utydelig og usikker, som om denne anden
ikke rigtig formåede at bruge min stemme. Det er inspirasjonen, der
gør, at jeg ikke ganske behersker min tunge. Moses stammede også.
Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at komme over
tømmermændene efter denne her talesvir."
Han så uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig likør til kaffen. Men
en sigar, jo tak, og så ud ad landet til.
Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom ilende med et
forekommende knæk i ryggen.
Det var velgørende at komme op og gå. Blodet strømmede igen tilbage
fra hodet; bevidstheden indsnævredes, han blev herre over sig selv og
kunde tale om andre ting; nu vilde han også være i stand til at gå
hen ad et ligevægtsbræt uden at dingle; i inspirasjonens højde trådte
han forkert på alting.
De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente ikke, at realismens mænd
havde meget at rose sig af i den henseende.
"Hvordan opfatter De naturen?" spurte Kasbjerg.
"Det ved jeg ikke. Mener De, om jeg har nogen metode? Det har De
ganske vist selv. De sidder hjemme og optænker åndrigheder, så man
kan mærke, hvordan de lugter af sved -- men der er ikke et grønt
græsstrå i det hele. Sådan går det ganske vist de fleste, især alle
dem, der ikke er direkte fra landet. De pinder litteratur sammen, så
man kan se limen og sammenføjningerne, men der vokser ikke noget af
sig selv. Den slags forfattere har allervanskeligst ved at gengive
naturbilleder; det at ligge på landet gør det i alt fald ikke. Men
for resten, hvis De vil ha en metode, kør landet rundt, eller gå til
fods, ta et ris papir med, skriv op alle de hunde, gamle koner,
brændestakke, børn, fedtebrød, som De ser i landsbyerne. Studeer
alle de ansigter, kalve- og tyreansigter, svineansigter og
menneskeansigter, De møder. Gå op på alle høje bakker, beskriv
landskabets linjer og hestepærernes udseende, lige fra de rødgule til
de halmgrå (for at publikum kan se, De er realist!). Skriv alt, hvad
De ser, tusende ark; rens så ud og se, om der ikke skulde blive ti
ark tilbage, som der er noget ved! Det er ikke min metode, men det
kan godt være, den er brugbar."
Selv når Ivar Holt udtalte sig så spottende, bevarede hans ansigt sit
fredelige udtryk, som om han ikke havde nogen anelse om, at han
sårede. I virkeligheden talte han snarere for at tilfredsstille sig
selv, end for at ramme en anden. Han følte vel uvilje mod hr.
Kasbjerg, men den var af den art, at det vilde være utåleligt at ha
fornærmet ham; allerhelst vilde han være fri for ham, så at han kunde
foragte ham i enrum; men nu var manden der engang, hørte på ham og
lokkede, alene ved sin opmærksomme interesse, tanker ud af ham.
Noget efter bemærkede Kasbjerg: "Jeg er ikke klar over, hvad der
egenlig er udgangspunktet for Deres nye værk."
"Udgangspunkt -- næ. Hvad mener De eksempelvis om en høstak? Skal vi
lægge os ned for resten? Se, hvor skyerne ligger lavt og fast i dag;
verden er ikke ret stor, den er ikke større, end jeg godt kunde agere
Vorherre over den smule, man kan se. Så vilde jeg sidde på kanten af
den sorteblå sky derovre, der er skubbet ud på himlen som en hylde,
sidde i en høstak deroppe og dingle med benene ned ad jorden til. Da
måtte menneskene ta sig i agt, skønt jeg er ikke ondskabsfuld, men
jeg vil nok ha dingleplads. Bagefter vil jeg ophøjes -- når jeg har
trådt hjærnetaget ind på en skok mennesker --, jeg vil være gud over
en stjærnetåge. En spiralring, der består af sten i størrelse fra
Jupiter til almindeligt nyregrus. Alle stenene sidder på deres sted
og følger smukt med i rotasjonen, for der er ingen vind, der støder
til dem, luften har endnu ikke frigjort sig af den hele masse. Jeg
selv sidder på en middelstor sten. Jeg ser mig sidde midt inde i
tågen, der er forstenet af ligevægt. Omkring mig hænger sten og støv,
som om de var indkapslede i luften, som ikke er der. Over mit hoved
hænger en klods på størrelse med Peterskirken. Hvis den gik nedad,
måtte den knuse mig, men den er fængslet til sit sted. Under min
venstre albu flyver en splint, der ligner obelisken fra Luksor; den
kunde ta mig midt over -- og der var straks et geni mindre --, hvis
den fik et skub, men skubbet er der ikke. Der er kun inerti, alle
kræfter vogter på hinanden og holder hinanden i tømme; jeg kan ikke
se noget røre sig; vi farer vore tusende mile i sekundet og lader som
ingenting. Men der er eet brud på loven: mig. Ingen inerti binder
mig. Jeg vil lave noget. Jeg tar obelisken om livet og gir den en
bevægelse fremad. Den adlyder uden vrangvilje og borer sig syv og
fyrretyve alen ind i det tomme rum, men den kommer tilbage,
naturkræfterne trækkes om den, den ene kan ikke unde den anden denne
sten. Derefter får Peterskirken et spark og hummer sig uden
betænkning, og så daler den igen som en damphammer, så jeg er nød til
at springe over og ride på obelisken for ikke også at blive lavet
til inerti. Men nu viser jeg min almagt; jeg maser rundt i min
spiraltåge, så der kommer gyngning i det hele; de store blokke knuser
de små imellem sig, de spidse borer huller i de brede, og efterhånden
kommer det hele i brand. Astronomerne nede på jorden, der ikke kender
mig, de glor op til mig og tænker: Hvad pokker går der af
spiraltågen? Mægtige enøjede kikkerter stirrer op til mig, og i enden
af hver af dem sidder der et ynkeligt insekt. Tre og tyve forskellige
hypoteser fremsættes, mens jeg sidder på den køligste blok og ler ad
alle de tre og tyve, indtil jeg kort efter falder i søvn, mens mine
naturkræfter arbejder videre på egen hånd."
Kasbjergs bifald kaldte ham ned på jorden, han satte sig op, rynkede
brynene og søgte at fiksere det menneske, der, mærkværdigt nok, sad
ved siden af ham, men blikket kunde ikke holde ham fast.
"Det vilde være et meget passende sted at falde i søvn," bemærkede
Ivar Holt, idet han lukkede øjnene.
"Vil De ikke med tilbage til byen?" spurte Kasbjerg og rejste sig.
"Nej."
"Nå. Farvel da, hr. Holt, og på gensyn."
"Farvel," sa Ivar Holt, stadig med lukkede øjne.
Mens Kasbjerg gik bort, tænkte han: Hvordan mon det menneske er i
erotisk henseende?
"Væmmelig," tænkte Ivar Holt, da den anden var gået, "hæslig som de
insekter, man træder itu, mens man ser til den anden side." Nu kunde
han lukke øjnene op igen.
Så hensank han på ny i høduft og solskin, mens han lå på bunden af
et hav af lyksalighed, der begyndte rundt om ham og endte -- -- som
ikke behøvede at ende noget bestemt sted.
Han følte, hvordan lyset skinnede helt igennem ham og opløste ham.
Han blev til en lys tågestøtte, der skred halvbevidst fremad uden at
kaste nogen videre skygge, en søjle, der efterhånden klarnedes helt i
lyset, så at den ligesom slet ikke var til; ingen mennesker kunde
forurolige den ved at pege på den og sige: Dette skulde egenlig ha
været et menneske, men det er ikke andet end dis fra en dekomponeret
personlighed. Men ingen ser den; den er kun til for sin egen
fornøjelses skyld.
Ak ja, jeg er tyst lyksalig som en døddrukken mand, der ingenting kan
sige og ligger ned og griner til sig selv af ikke noget.
En hundredkroneseddel er en mærkelig ting. Til at begynde er den
ganske vist et kortfattet og uanseligt udtryk for en svimlende
formue, men gå ind og køb seks fine sigarer for den. Straks yngler
den beskedne lap ni andre lapper ud af sit liv, foruden en skøn masse
sølv; den blir moer til et læs penge, der kan føles både på låret og
på brystet. Det er hundredkronesedlens geniale øjeblik. Den blir et
herligt symbol på frugtbarhed og fedme, som en flod, der danner
delta, som en so, der får grise. En hundredkrone, der veksles, er et
af livets højere øjeblikke, ligesom forplantning, løvspring, den
længste dag o. s. v. Derefter går det nedad. Tikronerne, der
forsvinder, det er som en slægts sørgelige undergang, livsfyldens
forfald. En hundredkrone, der veksles, er et ophøjet symbol på
kulminasjon, så skal vi nedad; til de højeste bjærge hører de dybeste
dale. Har vi toppet, må vi dale, siger en stor digter, og hvad han
siger om rigsdalerne, gælder lige så godt om kronerne.
Ivar Holt kom ud på gaden med en udmærket syv øres sigar i munden;
fem andre havde han i lommen.
Det er noget andet end at skulle indsnuse andres sigarrøg, ti så dybt
var du sunket!
Løftet af en fin pengerus gik han hjem for at ta sit bedste tøj på.
Han la vejen om ad Vesterbrogade. Nu skulde det være slut med
studierne. Han havde ikke rigtig været klar over, hvor vidt han
studerede længere eller ikke, for han hørte stadig nogle
forelæsninger, men fra i dag!
Uh ha! Der var noget lumpent i at skulle dreje ned ad Saksogade! Han
gik videre til Valdemars, hvor træerne kiggede ud på fortovet med
deres nysgærrige kroner. Her vilde han også bo nu.
Der blev foretaget en reparasjon på Matthæuskirkens spir. To
arbejdsmænd stod deroppe og manøvrerede med en bjælke; de lignede
myrer, der er i færd med at slæbe et halmstrå ind ad et hul. Hvis han
skulde stå derude med et reb om sig, så vilde digteren nok forgå i
ham, og han vilde blive vanvittig af skræk, mens han i virkeligheden
burde blive endnu større digter, han, som var sådan en linedanser på
mælkevejen.
Det var en underlig, ubehagelig tanke, agressiv, som om en anden
havde tænkt den for ham. Han skyndte sig hjem og klædte sig om. Han
skulde til selskab hos Kasbjerg.
Der lå en stemning af idyllisk magelighed over det villakvarter, hvor
den ansete forfatter boede. Husene behøvede dær ikke at trykke sig
flade og magre op ad hinanden, de havde ikke nødig at rende op som
bønner og blive svimle. De var ikke kolonidyr, ikke menneskekager med
mange celler, de var enkeltvæsner. De stod ikke, men de lå,
henslængte mellem haver og alleer, de generede ikke hinanden, de
kunde brede sig, strække deres udhuse mageligt fra sig, skyde
karnapper frem, som de syntes, uden at gnave nogen nabo i ryggen, de
kunde la deres trappegange og verandaer vokse frit ud; der var ingen
fare for, at deres ekstremiteter skulde kollidere med deres
medskabningers.
Kulasken på gangstien knasede under Ivar Holts sko, solen stod ham
lige i ansigtet. Bagved lå byen med sin lysebrune atmosfære over sig
som en tronhimmel. Fra en fabriksskorsten stod en vældig røgsøjle op,
vinden tog den og bøjede den forsigtigt, for at den ikke skulde gå
itu, den strakte sig elastisk og blev ved at krybe hen over tagene,
til sidst omspændte den hele byen som en uhyre slange og viste
menneskene sin sorte bug.
Han gik op og ringede på. Husholderskens højre øje sås i en forsigtig
dørspalte, der straks efter antog en mere gæstfri bredde.
Det var ikke noget udsøgt selskab, der ventede på ham. Kasbjerg havde
i den sidste tid lagt sig efter mindre fin omgang. Litteraturen blev
mere og mere demokratisk, den ene efter den anden tog sig over at
skrabe samfundets bund. Publikum ønskede det, og hr. Kasbjerg bøjede
sig for ønsket; han vilde anlægge sin gentlemans-metode på de
forkomne eksistenser.
Da Ivar Holt kom ind, var der allerede tre gæster, pianisten
Tornberg, tegneren Drewes og Katinka. Tornberg spillede i en natkafe,
han var en bleg ung mand med en ansigtsfarve som marsipan; på
overlæben havde han en smule mørkt skæg, der lignede tørvesmul.
Drewes var en ældre mand og en ærlig mand med rigtig kone og mange
børn. Han var desuden faer til adskillige af de studiehoder af skønne
mænd og kvinder, som har glædet mangen ærlig abonnent på illustrerede
blade; det var også ham, der opfandt konfirmanden i sorte handsker og
rund hat (i hånden) og skytsengel bagved med skuldret palmegren. Den
skal han ha tjent betydeligt på; samme år fik han to ægte børn. Nu
havde han også måttet lægge sig efter sultne børn, pjaltede mødre og
fulde fædre, og endelig var han humoristisk bagsideleverandør.
Katinka endelig var simpelthen Katinka, hendes væsen var ret
dameagtigt; hun var kendt med Kasbjerg og havde dagen før fået ti
kroner af ham, hvorfor hun nu ventede sig et eller andet, for hun
vidste nok, at ti kroner ikke kommer flagrende alene, de efterfølges
af noget, eller de har en omstændighed foran sig, de er et led af
noget.
Straks efter indfandt sig cand. phil. Lynggren, tidligere stud.
theol. og skolekammerat til Ivar Holt. Han havde opgivet teologien
for journalistikken og var nu boganmælder ved et kristeligt farvet
blad. Æren for denne omlægning af løbebane tilskrev han den gode
veninde, der kom i følgeskab med ham, en varietesangerinde, hvis
plakatnavn var Miss Irene Whiteflower, men som i en snævrere
vennekres bar det navn, Lynggren havde givet hende, næmlig Teologine.
Teologine var ung og fint skabt, havde gode tænder, store, uskyldige
øjne og en lav pande, hvorover lyseblondt hårskum stænkede ned i
rigelig mængde. Hun havde gode engagementer og sang ikke med benene
alene. Hun var ikke uden alvor; i ensomme timer havde hun rørende
drømme om honnet kærlighed; desuden var hun en stor beundrer af
Sherlock Holmes, men satte ikke pris på den øvrige moderne
litteratur.
Der præsenteredes. Ivar Holt begyndte på et høfligt buk, men
Lynggren samlede ham og Teologine i sin favn.
"Så, børn," sa han med salvelse, "nu er I to mødtes ved mit bryst;
derved har I et grundlag at elske videre på."
Forlegenheden var overstået. Kasbjerg dunkede Teologine i ryggen for
at stemme instrumentet; hun lo ham op i næsen og rykkede ham i
skægget, og det var netop kammertonen. Tornberg smilede og gned
tørvesmullet. Drewes så mørk og mat ud; dog bordet var dækket, han
overkom et smil.
Bøf, spejlæg, kold kylling, sildesalat, hummer, sardiner -- jævne
retter uden udskejelser. Kasbjerg vidste, at det var ikke retternes
udsøgthed, der vakte stemningen hos hans fornæmste forsøgsobjekt.
"Drikker damerne bajer?" spurte værten og drejede heltenæsen.
"Ja," sa Teologine, "og dram!"
Lynggren velsignede hende ned ad ryggen med den ene hånd.
Katinka derimod afslog drammen: hun vilde endnu holde sig på dannet
grund.
Der hævedes glas og nikkedes over dem; Teologines blottede hals gik
bagover, og straks efter beskrev hendes glas en meget stor bue ned på
bordet.
Stemningen var middels. Lynggren snakkede, Teologine lo, Katinka
smilede. Ivar Holt, der var anledning til hele selskabet, ytrede sig
ikke; han så ikke, hvordan Teologine sled i ham med øjnene; værten
var misstemt, han greb til den fortvivlede udvej at tale om
litteratur, hvorover digteren blev aldeles tungsindig, og da ingen
fandt noget at bemærke, tilfaldt ordet igen Lynggren.
"Nej, som sagt, kære menighed, teologi er en farlig medicin, der gør
de bedre til fanatikere eller bespottere og de slappe -- hvis de blir
præster -- til folk, der hemmeligt skammer sig, -- lad mig nu se, du
snøfter pænt, Teologine. Disse mennesker er inderligt og modbydeligt
forargede over sig selv, og så bedøver de sig med store indtægter,
store middage og mange børn -- græd, Teologine! -- de har det såmænd
ikke så godt. Men imidlertid -- tør her din tåre af, kære Teologine!
-- da så til sidst embede, kone, børn, vrøvl og den bekendte
menneskelige dekadence, der allerede i fyrrerne begynder at ta pippet
fra os -- ikke sandt, hr. børnehjemsejer? -- tvivlens og spottens
pip, tænkningens pip -- mener hr. vært ikke også? -- da alt det gør
sin virkning, så vender det hele sig dog omsider en gang til den
bedste, salige ende. Amen. Modtager dernæst herrens velsignede salat,
som han gerne vil ha sendt om."
"Skål, Lynggren," hilste Ivar Holt. "Du er en bedre karl, end jeg
havde tænkt."
"Skål, fromme bekender. Det glæder mig, at min forkyndelse dog i det
mindste har vakt een sjæl. Men lad os nu hellige damerne vor
opmærksomhed, det synes jeg, vi skylder Gud, konge og fædreland.
Spil, slave, du er betalt."
Tornberg spillede, Lynggren valsede en gang rundt om bordet med
Teologine, måltidet endtes med al mulig spetakkel; kun to forholdt
sig stille; den ene var Drewes, der havde nok at gøre med at spise.
Ivar Holt stod ved en dørkarm og så til. Han følte i sig en vis trang
til noget vildt, men den blev ikke til noget, ligesom man ikke kan
finde sin egen melodi mellem en kres af lirekasser. Hans eget væsen
det var en susen i højstammede træer; i denne rå larm forekom det
ham, at han ikke var andet end høje, klare toner, der har lydt, mens
gøglet brølede rundt om; ingen har hørt dem.
Han vidste ikke, hvad de andre tog sig til den næste time; men da han
igen kom til sig selv, bemærkede han, at Lynggren var kendelig
påvirket.