»Bedstemoder, -- Bedstemoder!« hviskede hun i Overmaal af

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne

e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. _Understreg_

er brugt til at gengive kursiveret tekst.

CARIT ETLAR

BJØRNEÆT

NATIONALHISTORISK ROMAN

KØBENHAVN

DET NORDISKE FORLAG

BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

1898

Om OLE SVENDSEN BAKKE fortælles i »Carit Etlars Minder« følgende:

En af hans (Brosbølls) tidligste Erindringer fra Hjemmet er,

at der paa Væggen i Storstuen hang et Billede af Ole Svendsen

Bakke, den tapre Klokker fra Id, der blev berømt som Partigænger

i den store nordiske Krig under Karl den Tolvtes Indfald i Norge.

Formodentlig er Ole Svendsen Bakke Farfader til Brosbølls Moder,

den norske Præstedatter, Ursula Svendsen, og saaledes i dobbelt

Forstand Stamfader til vor danske »Gjøngehøvding«, idet Duften af

den tapre Klokkers Bedrifter saa at sige aflagredes i dette Hjem.

Der fortælles at Drengen Carl plejede at krybe op i Sofaen, for

ganske rolig paa sine Knæ at ligge og betragte Billedet. En Aften

sagde han meget rørt, da han blev commanderet iseng:

»Jeg lover Dig, Du Mand fra Id,

Jeg skal Dig ligne med al min Flid.«

»S. M.«

Nordost for Frederikshald i den sydøstlige Deel af Norge bryder

Tisteelvens Tilløb sig dundrende Baner mellem Fjeldene, snart

i skummende Fossefald, snart i sindigere Løb, indtil den efter

Skonningfossens lange Vandfald, og forenet med Oplandenes rige

Vandaarer, som en ret anseelig Flod glider gjennem Staden

Frederikshald, for tilsidst gjennem de saakaldte Vasdrag at strømme

ud i sidere Egne og finde sit Udløb i Havet gjennem Svinesund lidt

Nord for Dynekilen og den svenske Skjærgaard.

Oppe i de uveibare og mørke Skove Nord for Frederikshald laa i

Vinteren 1716 to rødmalede Træhuse paa hver sin Side af en Kløft, der

sendte et altid skummende Tilløb til Tisteelven. Træhuset tilhøire

var stort og grundmuret med tilhørende rødmalede Stolpebode. I Norge

reises sædvanlig endnu i Dag disse Boder paa Stolper til Opbevaring

af Fødemidler, Flæsk, Korn, Fladbrød, Tyndbrød o. s. v., for at sikre

Forraadene mod Rotterne. Naar Fjælebroen til et saadant Stolpehuus

er optrukken, danner det en uangribelig Fæstning for de talrige og

graadige Gnavere.

Det andet Huus var mindre, Døren sad skjævt, Væggene heldede, og det

havde ingen Stolpebod.

En Morgen i December susede det høitidsfuldt gjennem Fyrretræsskoven

oppe i Fjeldødet. Taagen laa endnu som et blaaligt, uigjennemsigtigt

Slør over Dalen. En ung Pige stod paa Fjeldskrænten; hendes

gyldne Haar lyste i den opgaaende Sol omkap med de glødende

Fyrretræsstammer. Det rødlige Skjær over Egnen tog til, blev klarere

og varmere; Skov og Fjeld og Pige smeltede sammen i en rødmende

Harmoni.

»Sippedeia!« lød et jodlende Raab fra den anden Side af Kløften. Den

unge Pige foer sammen, men rørte sig ikke af Stedet.

»Dukkeneia!« lød Raabet atter med de lifligste Strubelyde og Klunk.

»Dukkeneia!« svarede Ekkoet oppe og nede. Den unge Pige blev staaende

ubevægelig og stirrede ud mod Solen; hendes Kinder bleve lidt rødere,

hendes Blik fik et spændt Udtryk. Morgenvinden susede gjennem Skoven

og rystede en Regn af frossen Riim over hendes blottede Hals og Arme.

»Sol er oppe, Olaug! Toppen din gløder omkap med Furuen!« raabte en

høivoxet, guulhaaret Dreng fra Stalddøren ovre paa det store Huus.

»Ja, Sol er oppe!« raabte Pigen og kastede kjækt Hovedet tilbage.

»Snart staaer Norges Rige i Flammer. Nede i Frederikshald fortalte de

i Gaar, at ret nu bryder Svenskekongen Carl ind over Grændsen. Agt Du

paa, at ikke din Top bliver rød af dit eget Blod, Gutten min!«

»Hurra, Sol er oppe, Guldtop;« jublede Drengen og gjorde et Hop i

Veiret med en betegnende Gebærde med begge Hænder op til sit Haar.

»Jeg vilde ønske, det var Dig, som havde det gule Haar,« raabte

Pigen, mens Taarerne banede sig Vei over hendes friske Kinder.

»Hvorfor det, vesle Olaug?«

»Jeg skulde saavist aldrig lade Dig høre ondt derfor, Halvor,«

svarede Pigen og vendte sig for at gaa.

I det samme kom en bredskuldret Mand til Syne i Stalddøren bag

Drengen. Det var den rige Bonde, Halvor Bjørnstad, en høi, sværlemmet

Kæmpe med graanende Haar og buskede Øienbryn. En skarp Fold mellem

Øinene gav ham et barsk Udtryk, som forhøiedes af hans brede, furede

Pande og bydende Holdning.

»Du passer ikke din Gjerning,« sagde Manden og rynkede Brynet.

»Tømmeret ligger i Dynger paa begge Sider af Elven; ned og bring det

i Drift igjen!«

»I Gaar trak jeg to Tylfter i Land,« sagde Drengen og skuttede sig;

»nu er det ikke Tid at slaaes med Byfolket dernede, al den Stund

Svensken samler sig ved Grændsen og bryder ind i Landet. Nu Øxen paa

Nakken og Kniven i Bæltet -- ind paa dem, Fatter! hug dem -- stik

dem! -- saa i Fossen med dem. Det er det Tømmer, vi Nordmænd nu skal

flaade ud til Skagerak.«

»Til din Gjerning, Dreng!« sagde Faderen og hævede Haanden.

Halvor skottede til Olaug, som endnu stod i Døren derovre. Hendes

slanke Skikkelse tegnede sig skarpt mod den mørke Baggrund, et

Billede paa Ungdom, Livskraft og straalende Sundhed.

»Jeg maa først ind og have noget til Davre, Fatter,« sagde Halvor;

»lidt Æg og lidt Kjødmad, det liver op, for jeg er saa sulten.«

Faderen trak paa Skulderen, Halvor smuttede ind ad Stalddøren,

hvorfra et jodlende »Sippedeia!« lød ud mod det røde, faldefærdige

Gjenbohuus.

»Hvorledes staaer det til med din Madmoder i Dag?« raabte Manden over

til Olaug, som endnu stod i Døren.

»Det er vist paa det sidste med hende,« svarede Pigen med skjælvende

Læber.

Manden hentede to Fjæle, som han lagde over Kløften, og gik med

sikre Skridt over den gyngende Bro. Pigen traadte til Side og lod

ham gaa ind i den lave Bjælkeloftsstue. Der herskede stor Armod,

men Renlighed i det lille Kammer, Knaposte stode paa en Hylde langs

Væggen, Bundter af tørrede Urter hang ned fra Bjælkerne; indenfor den

grønne Glasrude blomstrede nogle Gyldenlakplanter og sendte en stærk

Duft ned over en gammel, hentæret Kvindeskikkelse, der laa i en Seng

ved Vinduet.

»Saa langt er det nu kommet med Dig, Søster Ulle, fordi Du ikke vilde

følge mit Raad,« ytrede Manden og satte sig hos den Syge.

Et taknemmeligt Smil gled over den Døendes indfaldne Ansigt.

»Godt Du kom; jeg maatte tale med Dig, inden der bliver løst op for

mig. Har Du hørt noget fra Børnene?«

Manden rystede paa Hovedet.

»Dine Børn og altid dine Børn! De bleve din Ulykke, Søster Ulle, de

duede ikke; det kommer af den Opdragelse, de fik herhjemme. Nu har Du

slidt Dig op for dem, og hvad har Du for det? Din Datter sender Dig

sit Skjændselsbarn herhjem i Pleje, Olaug derude. Du tog mod hende og

bragte Vanæren under Tag. Dine to Sønner ere Døgenigter og flakke om

som andet Fantefolk, Jørgen med sin Fidel paa Nakken, den anden er

paa de lange Reiser; imens ligger Du herhjemme, fattig og hjælpeløs.

Hvad har Du nu for dit lange Liv i Offer og Forsagelse?«

»Tal ikke saa, Broder Halvor,« udbrød den Syge og reiste sig med

et lysende Blik fra de dybe Øienhuler; »jeg har jo min inderlige

Kjærlighed, jeg har Mindet om dem, da de vare smaa og trængte til

mig og hang ved mig, jeg har Træet herudenfor, hvor Jørgen med sin

Tollekniv ridsede mit Navn, S. M.; han troede, at jeg hed »Søde

Mo'er«, den kjære Dreng! Det staaer der endnu at læse; jeg kan see

det i Barken herfra, hvor jeg ligger. -- Olaug, som Du kalder et

Skjændselsbarn, er min Alderdoms Støtte, en brav og kjærlig Pige;

i hende finder jeg lidt igjen af alle tre Børn. -- Tro mig, gode

Halvor, den lever ikke sit Liv forgjæves, som lever det for andre.

-- -- Det var heller ikke for at tale om mig,« vedblev den Syge og

sank tilbage i Puderne, »at jeg bad Dig komme herover. Det var om Dig

selv, jeg vilde tale. Din Hustru, Mari, var herovre i Gaar.«

»Har hun beklaget sig?« spurgte Halvor barsk.

»Nei, Mari klager ikke; hun holder for meget af Dig, Halvor, paa sin

blide, stilfærdige Maade. Hun har aldrig ret forstaaet dit mørke,

ubøielige Sind. Nu, Du ligger i Krig med det hele Frederikshald

dernede, knuges hun til Jorden.«

»Jeg ligger ikke i Krig,« foer Bjørnstad op; »jeg tager mig blot selv

til Rette med de Midler, som staa til min Raadighed, siden Byens

danske Embedsmænd ikke godvillig ville gjøre deres Uret god mod mig.

Til det skeer, er min Haand imod dem alle.«

»Og deres imod Dig. -- Din Hustru ærer Dig og seer op til Dig som et

Barn efter Foraarssolen herinde i den mørke Furuskov. Men alt maa

bøie sig til Jorden i din Nærhed, Halvor. Det har været saa, siden

Du var lille; Du lærte aldrig at bøie din stive Nakke. Mari gaaer

til Grunde. -- Husk, Du har kun hende i den hele Verden at helde

dit Hoved til. Vær mild mod hende, Stakkel; hun behøver saa lidt

-- et Smil, et opmuntrende Ord, saa lyser hele Fjeldet for hende.

-- Nu rynker Du din Pande; men Døden giver mig Mod til at sige Dig

Sandheden. Tænk herpaa, naar jeg er borte -- for hendes -- for din

egen Skyld.«

Den gamle Kone gispede efter Luft og fortsatte derpaa hurtigt, som

om hun frygtede for ikke at faae Tid til at fuldende:

»Gaa hen og træk Skuffen ud derhenne i Bunden af Skabet.« Hun

fremdrog fra sin rynkede Hals et Seilgarn med en blankslidt Jernnøgle.

Broderen aabnede Skuffen.

»Tag de tre Kasser til Dig,« sagde den Syge; »i hver af dem ligger

lige mange Sparepenge til Børnene; i Ulles er der fire Sølvskilling

mindre end i Brødrenes. Hun vil ikke tage det ilde op, naar hun

hører, vi maatte bruge dem til Apothekermedicin forgangen. Giv dem

hver en Kasse med deres Moders Velsignelse; nu kan jeg ikke mere for

dem hernede.«

»Du har opsparet alle disse Penge!« udbrød Bjørnstad forundret; »Du

har nægtet Dig selv Alt, Føde, Klæder, Pleie, for blot at skrabe

sammen til de Utaknemmelige, som herhjemme bragte os Alle Skam, og

som aldrig besøgte Dig, siden de droge ud i Verden!«

»Hvad Magt laa der vel paa mig?« svarede Konen. »Hvad troer Du,

en Moder føler, naar hun sidder hjemme i den forladte Rede, i sin

lune Stue, mens Børnene tumles om derude og maaske savne Alt, mens

Fremmede see koldt og hjerteløst paa dem? Hvad troer Du saa er bedst,

at spise et Æg eller lægge det hen, til Snesen er fuld, og sælge den

og gjemme Pengene i Kassen dèr? Nei, seer Du, naar Bien fløi hjem

med Honning til Kuben derude, saa holdt jeg af den; det var jo til

mine Børn, den sankede i Huus. Naar Hønen kaglede, takkede jeg hende;

det var jo for at mætte mine Børn, den lagde sit Æg. Naar Stormen

fældede de tørre Grene i Skoven, saa hilste jeg den velkommen; det

var jo Kvas, jeg kunde bære paa min Ryg til Staden og sælge til

Smaafolk. -- Tro Du mig, Broder, de Kasser har været min bedste

Lykke, min varmende Kakkelovn, siden Børnene forlode mig. Havde jeg

blot naaet at faae dem fulde! -- Det er nu forbi -- velsign dem,

Herre Fader, -- bøi Dig, Halvor, -- Olaug -- --«

Den Syge sank sammen og udaandede. Der var een trofast Modersjæl

flere hos Gud.

Da Bjørnstad lidt efter gik ud gjennem Stegerset, stod Olaug støttet

op til Brædevæggen med tilbagelænet Hoved og stirrede taareløst frem

for sig. Hun havde hørt Alt, hvad der taltes i Stuen. Hun vidste jo

nu, at hun var et »Skjændselsbarn«, og at hendes eneste Ven var gaaet

bort.

En Uge senere sade Mo'er Ulles tre Børn samlede i samme Stue.

Kirkeklokken i Id Sogn havde ringet til Lig. Skjøndt der ikke blev

betalt mere end for almindelig Begravelse, havde Klokken kimet en

halv Time i den klare Høiluft. Det var en Hæder, som sjældent blev

andre end Storbønderne til Deel. Ringeren, Ole Svendsen Bakke fra Id,

gav den afdøde Enke denne sidste Hilsen af fuldt Hjerte, det hørtes

paa de manende Knebelslag mod den norske Malm.

Der var det ved den Kirkeklokke i Id, at den ikke ringede til Høitid

taktfast og pligtmæssigt som andre Søndagsklokker. Egnens Folk

standsede gjerne og lyttede og forstode, hvad den Klokke fortalte:

Engang imellem hamrede den sin Lyd haardt og koldt ud over Sletten:

»Javist,« sagde gamle Mo'er Mari, »det er Storbonden Aarud, som med

Pengeknoen banker paa Himmerigsport.« -- Eller Tonerne løde som en

Moders Hulken, trøstesløse dybe Suk, som en Sjæl, der græder sig

tildøde, -- saa pludselig svandt Toneklangen hen smeltende blidt, som

om den forsikrede, at nu hvilede den Lille hos Gud. -- Den Klokke

i Id Kirke havde Guds Stemme inde, for det var en gudfrygtig Mands

Hjerte, Ole Svendsen Bakkes, der slog i dens Malm.

Nu var Klokken forstummet. Der var trykkende stille i den lave Stue.

For Bordenden sad en pyntet, halvgammel Kvinde, der urolig speidede

ud gjennem det tilfrosne Vindu paa Sneen, der hobede sig op i bløde

Dynger og maaskee spærrede Veien til Frederikshald inden Aften.

Hendes spidse Træk røbede, at hun havde været smuk i yngre Dage,

en Fylde af rødligt Haar omgav efter Tidens Mode hendes Ansigt i

Bukler og Krøller, over hvilke en saakaldet Fontange kneiste, et høit

Stillads af Staaltraad, dækket af Sløifer og Voxperler og Blonder,

som her i den sørgelige Anledning bestod af sort Flor.

Denne besynderlige Mode var i Frankrig opstaaet ved, at Frøken de

Fontanges Lokker en Dag paa Jagten i Ludvig den Fjortendes Selskab

havde løsnet sig i Vinden, hvorfor hun samlede dem med et bredt

Silkebaand, hvis Sløifeender faldt ned over hendes Pande og vakte

den kongelige Herres Beundring. Dermed var Moden fastslaaet og

herskede i stedse voxende Excentricitet til Aaret 1714 imod Kongens

Ønske. Da fremtraadte paa et Hofbal en skjøn Englænderinde med lav

Frisure, og paa een Nat blev Fontangen banlyst, hvilket Kongen

forgjæves ved Magtbud og Spotterier havde søgt at opnaae.

Heroppe i den nordiske Afkrog skulde der mere til for at ryste

Fontangens skrækkelige Herskermagt.

»Hvad kan Morbroder Bjørnstad egentlig ville os?« udbrød hun

utaalmodig og hakkede i Gulvet med sine høie Hæle. »Hvor kan det

falde ham ind at stævne os sammen heroppe midt i den strenge Vinter?

Min Patron, velfornemme Kjøbmand Walck, tilgiver det aldrig, om jeg

kommer hjem med Snue.«

Henne ved Væggen sad Skipper Daniel og græd. En høilydt Snøften kom

igjen med regelmæsige Mellemrum, mens han saae op mod Loftet, hvor

Uroen, der hang i en Traad under Bjælken, var i uafbrudt Bevægelse

som Samvittighedsnaget i den fiirskaarne Sømands Indre.

»Aa ja, aa ja, lille Motter, hvorfor kunde Du ikke ogsaa holdt ud,

til jeg fik bygget mit rare Huus nede paa Tangen ved Svarte-Jansund,

saa skulde Du have faaet dine magelige Dage -- aa ja, aa ja! -- Sikke

Søskende, jeg arme Mand har faaet!« foer han pludselig op og slog i

Bordet. »Mens jeg var ude paa de lange Reiser og tænker paa ingen

Verdens Ting og slider for at komme hjem til vor lille Mo'er som

Skipper paa egen Skude, saa har I ladet hende forkomme heroppe i

Sult og Elendighed! Sikke Søskende, jeg Ulyksalige dèr har faaet! Det

forvindes aldrig.«

Den svære Mand rystede af Sindsbevægelse.

Søsteren betragtede ham med Ringeagt.

»Daniel taler som altid med om Ting, han ikke forstaaer,« sagde

hun. »Hvad vilde min velfornemme Patron sige, om jeg i Tid og Utid

føitede af min Plads som velbestaltet Huusbestyrerinde for at besøge

min fattige Slægt? Hun havde jo desuden sin rige Broder Bjørnstad

derovre, og Jørgen har ogsaa besøgt vor Mo'er ifjor. Han paastod, at

hun havde det godt nok. Nu maa han staae ved sit Ord.«

Jørgen, en høi og bredskuldret Mand omkring de tredive Aar med blaa,

aabenhjertige Øine og et guulbrunt Kindskjæg, og som hidtil havde

siddet taus paa Sengekanten og stirret paa Moderens tomme Leie, saae

op og nikkede.

»Jeg staaer ved mit Ord. Da jeg sidste Sommer besøgte vor lille

Mo'er, bad hun mig hilse Eder, at hun havde det godt; det var hendes

gladeste Tanke, naar det gik os Alle vel. Hun led heller ingen Nød,

sagde hun; alt, hvad hun bad mig om, da jeg gik, var at spille vor

Vuggevise, fra vi vare smaa, for hende paa min Fidel. Det gjorde

jeg, og jeg blev ved at spille den for hende, mens jeg steg ned ad

Bjerget. Mo'er blev staaende paa Pynten og saae efter mig; saa rakte

hun sin krogede Arm i Veiret -- -- Det var sidste Gang, jeg saae

hende.«

»Ih nei, hvad siger Du: havde vor Mo'er en kroget Arm?« spurgte hans

Søster Ulle og saae mod Døren, som om hun ventede Nogen.

»Ja, Mo'er holdt meget af at staae derude paa Pynten og see ned over

Veien; hun ventede altid, at nogen af os skulde komme. Saa skyggede

hun for Øinene med Haanden for at see des længere. En Dag i Oktober

sidstgangen stod hun nok for længe derude -- Efteraarsstormen,

forstaaer I! Da hun gik ind, kunde hun ikke rette Armen, og siden tog

Gigten den og hele Kroppen.«

Der blev stille i Stuen, underligt, uhyggeligt stille. De tre

Søskende syntes at undgaa at see hinanden i Øinene, Daniel

begyndte igjen at snøfte, Ulle gjøs af Kulde og aandede paa Rudens

Frostblomster, for at see ud, Jørgens Blik hvilede atter paa Moderens

tomme Seng. En snigende Iiskulde syntes lidt efter lidt at stivne de

tre Søskende, som her vare forsamlede for første Gang i mange Aar.

Maaskee begyndte det at gaa op for dem, hvad de havde mistet for

bestandig.

Lidt efter knirkede Sneen udenfor; Halvor Bjørnstad traadte ind uden

at banke paa Døren og trampede Sneen af sine Støvler. Bagefter ham

kom en spinkel middelhøi Kvinde, indhyllet i et uldent Shawl, mellem

hvis Folder et blegt Ansigt frygtsomt speidede. Hun nikkede med et

venligt Smil til de Tilstedeværende og saae sig om efter et Sæde.

»Moster kan saa rart sidde her hos mig,« udbrød Ulle deeltagende og

gjorde Plads paa Bænken.

»Du sætter Dig dèr, Mari,« sagde Bjørnstad og pegede med

Tommelfingeren over Skulderen mod Jørgen. Hans Hustru lod sig lydig

glide ned paa Sengekanten.

Bjørnstad stillede en grønmalet Kasse paa Bordet og aabnede den. Idet

han fremdrog de tre Æsker, som den Døende havde betroet ham, kastede

han et gjennemtrængende Blik under de buskede Bryn paa de forsamlede

Søskende. En foragtelig Trækning om Munden røbede hans Stemning, idet

hans Øine langsomt gled op over Ulles opstadsede Hovedpynt.

»Eders Moder hilser Jer,« begyndte han med dyb Røst. »Hun var

en ærlig og stræbsom Kone, som hviler med Hæder dernede i den

bjørnstadske Familiegrav. Havde hun fulgt mit Raad, var det gaaet

bedre. Jeres Moder levede sit Liv i syg Kjærlighed og døde af den

Længsel og Sorg, hendes Børn voldte hende.«

Daniel foer op.

»Det skal Morbro'er nødig sige;« raabte han hulkende; »det svier saa

svært her i min Hjertekule, -- hvor kan Morbro'er sige mig Fader- og

Moderløse saadant noget paa?«

Bjørnstad fortsatte uden at ændse denne Afbrydelse:

»Her er de Penge, hun tog fra sig selv, for at skrabe sammen til Jer,

som aldrig havde noget til hende. Een Moder kan føde ti Børn; men ti

Børn kan ikke føde een Moder; det slaaer til. Skam faae det Land,

der bærer slig Yngel! -- Dèr -- tag Jeres Blodpenge og Jer Moders

Velsignelse. Der hænger en Taare ved hver Søsling. Gaa og giv den

ud til Jert Fjas og Skjørlevnet. Der glider et Suk og et sorgfuldt

Smil mellem Jeres Fingre, naar I øde denne Skat. Maatte den kjøbe Jer

karsk Blod i Aarerne; det, I har, duer ikke!«

Bjørnstads Stemme steg for hver Sætning, han udslyngede; der lød

en Skjælven i den Torden, hvormed han syntes at ville overdøve sin

egen Bevægelse. Lyden af hans mægtige Røst gjenlød under det lave

Bjælkeloft, hvor Uroen svingede paa sin tynde Traad. Dermed vendte

Bjørnstad de Forsamlede Ryggen og gik mod Døren.

Ulle reiste sig. Hendes skarpttegnede røde Kinder havde efterhaanden

antaget en blaalig Farve, hendes Hud gustnede under den blaa Sminke,

medens de talrige Skjønhedspletter dirrede paa hendes skjælvende Træk.

»Tøv lidt, Morbro'er Bjørnstad!« udbrød hun med en skjærende Stemme,

der forstærkedes i dertil beleilige Øieblikke til et arrigt Hviin;

»tøv lidt, Du, som saa stursk sætter Dig til Høibords over Andre.

Nu skal _Du_ høre et sandt Ord i rette Tid. Jeg husker Dig nok,

Bjørnstad derovre i Storgaarden, Du med den haarde Haand og de

buskede Petersillebryn, som jog os Børn i Krogen. Vi husker grant,

naar Mo'er slog sine Arme om os alle tre, for at redde os fra din

Knortekjæp. Nu staaer Du her igjen og rynker dine graa Børstebryn

og haaner os i vor Sorg og tramper os ned under din Jernsko. Men

see, her staaer _jeg_; nu er det ikke længer tre rædde Børneunger,

Du har for Dig. -- Hvem er Du selv? En Bjergrøver kalde de Dig

nede i Staden, En, som tager sig selv til Rette og sætter sig over

Lands Lov og Ret. Du stjæler Byfolkets Tømmer heroppe af din Fos,

hugger Kommunens Mærke bort og sætter dit Øxemærke deri, og naar

de stævne Dig for Retten, møder Du ikke. Tag Dig i Agt! Forgangen

sagde min fornemme Huusbond, at nu bliver Du lyst fredløs, forstaaer

Du: fredløs? Du bliver fældet som Ulven i Skoven, -- Morbroder

Bjørnstad, hører Du? Du bringer Skjændsel over din Slægt! Vi fornægte

Dig -- jeg, velagtede Huusholderske hos høifornemme Kjøbmand Walck,

fornægter Dig, Du Barneskjænder -- Bjergrøver -- Du -- --«

Ulles Stemme var gaaet over i uartikulerede Hviin. Bjørnstads Hustru

vred uafbrudt sine Hænder. Han selv var standset midt i den lave Dør;

hans spottende Blik hvilede paa Ulle.

»Ja, vi maa sandfærdig skamme os nede i Frederikshald -- sikken

Morbroder jeg arme Mand dèr har faaet!« stønnede Daniel og knyttede

sine brede Næver.

Jørgen reiste sig fra Moderens Leie.

»Javist, Du var altid streng, Morbroder,« sagde han; »men Du var

retfærdig. Du slog haardt, men i rette Tid. Jeg var bange for Dig;

men jeg holdt af Dig. -- Hold saa Mund, I Andre, for det er alligevel

sandt: vi have været daarlige Børn mod en god Moder. -- Nu bliver jeg

herhjemme og stiver lidt af paa vor faldefærdige Stue og retter lidt

op med det samme paa mig selv. -- Lad dem kun Alle sige om Morbroder

Bjørnstad, hvad de vil, _jeg_ siger god for ham.«

Bjørnstads Blik hvilede gjennemtrængende paa Jørgen.

»Farvel herinde!« sagde han, da Jørgen tav, med en lav og særegen

Betoning, vinkede til sin Hustru at følge efter og gik tilbage mod

sit Huus over den gyngende Bro. Da han var kommen over, sparkede han

til Fjælene; de gled bragende fra Klippe til Klippe og forsvandt i

Fossen.

»Det var godt, at Hans Stormægtighed endelig fik Sandhed at

høre,« sagde Ulle og rettede Falbeladerne paa sit struttende

Fiskebeensskjørt. -- »Kan Daniel saa see, at vor Moder ikke led Nød,«

vedblev hun og veiede sin Arvepart i Haanden; »jeg vidste nok, at hun

var en fornuftig og sparsommelig Kone med Been i Næsen. -- Ja, nu har

vi vist ikke mere her at gjøre. Følg mig til Kanen, som holder nede

under Fjeldet, kjære Brødre; jeg maa hjem, inden Mørket falder.«

Daniel greb sin Pengekasse og rystede den; hans Sindsbevægelse var

mindsket betydelig.

»Det pure Sølv -- det pure Sølv! Sikken en Motter, jeg har haft! Det

er et rare Tilskud til Fartøiet, for sandt at sige har jeg fattige

Pjalt endnu ikke faaet meget paa Kistebunden -- halioho -- --!«

Han greb sig til Munden midt i Opsangen, spyttede en Skraa ud, saae

sig andægtig om i Sørgestuen og kastede et Slængkys med sin venstre,

røde Haand mod Sengen, idet han gik mod Døren.

Ulle havde aabnet Skabsdøren, fremtog Moderens graa, uldne Shawl og

svøbte sig deri; derefter aftog hun omhyggelig sin vaiende Hovedpynt

og bandt med en stor Hagesløife Moderens sorte Kirketørklæde omkring

sin tyndhaarede Isse, undersøgte tilsidst Bordskuffen, der kun

indeholdt nogle slidte Hornskeer og Knive. Hun nikkede til Jørgen og

forlod Stuen.

Udenfor paa Fjeldpynten stod Olaug.

Ulle standsede, betragtede hende med et usikkert Blik; saa tog hun en

rask Beslutning og gik hen mod hende.

»Er det Olaug?« spurgte hun og lod forbauset sit Blik glide over den

slanke Skikkelse, indtil hun standsede ved det ligblege Pigeansigt

med de store, funklende Øine, som med et umiskjendeligt Udtryk af

Uvillie mødte hendes beundrende Blik.

Olaug veg et Skridt tilbage mod Fjeldskrænten og udbrød med

skjælvende Røst:

»Ja, Moder, jeg er Olaug, vor Families Skjændselsbarn!«

Ulle foer sammen som ramt af en Piskesnert. Jørgen var fulgt med ud

i det Frie, for at see Ulle kjøre bort. Han blev et taust Vidne til

Moderens og Datterens første Gjensyn.

Ulle maalte den kjække Pige med et hvast Blik og sagde:

»Jeg seer, min gamle, svage Moder har ikke magtet at tugte Dig med

Ferle og Riis. Du skal høre nærmere fra mig om nogen Tid.«

Dermed vendte hun Olaug Ryggen og begav sig til Kanen, som kort efter

førte hende og Daniel mod Frederikshald.

Da Olaug blev alene, svigtede hendes Mod. Hun sank i Knæ og strakte

høit hulkende Armene mod Fossen.

»Bedstemoder, -- Bedstemoder!« hviskede hun i Overmaal af

Fortvivlelse og Forladthed; »tag mig til Dig -- dit Skjændselsbarn

længes hjem til Dig.«

Hun bøiede sig dybere over Afgrunden, som om hun søgte den gamle Kone

i Dybet; det var dog i Himlen, hun skulde finde hende.

I det samme følte hun en kraftig Haand paa sin Skulder, og en mild

Stemme udbrød:

»Bedstemoder sender mig til Dig, Olaug. Du bliver nu hos mig, til vi

finde noget bedre for Dig. -- Kom med ind og hjælp mig at rydde op i

vor gamle Stue. -- Vi To have meget at snakkes ved om -- om hende.«

Olaug saae op. Jørgen stod bøiet over hende med et sørgmodigt Udtryk,

Mormo'ers Udtryk, i sit mandige Ansigt.

Nede fra Fossens klippesprængte Leie lød Norges evige, storladne

Nationalhymne, mægtig og enevældig gjennem Fyrreskovens Susen, den

samme Melodi for den Sorgbundne som for den Glade, for Liv og Død.

Olaug reiste sig og gik foran Jørgen ind i Stuen. Bedstemoderen havde

svaret hende.

HÖLANDSSLAGET.

Den 8de Marts 1716 vare de øverstbefalende Officerer ved de norske

Tropper, udsendte for at forsvare det søndenfjeldske Norge mod

Carl den XIItes forventede Indfald i Landet, forsamlede i Höland

Præstegaard, der laa nogle Miil fra den svenske Grændse, omgivet

af klippefuld Skov, der gjennemfuredes af utallige Bække og

Fosser. Sneen laa dyb og haardfrossen i Fyrreskoven og dækkede

Kløfter og Indsøer. Hist og her havde Bjergvinden feiet Sneelaget

tilside, hvorved sorte, speilblanke Iispletter kom til Syne over de

stille Skovvande. Der lød en høitidelig manende Alvorsrøst ud fra

Skovtykningen over de aabne Jorde, der laa nærmest Gaarden.

Den stærke Kulde havde oversaaet Præsteboligens smaa Glasruder med

Iisblomster. -- Inde i Storstuen sade Officererne bænkede om Bordet.

Oberst Kruses korte, sværlemmede Skikkelse og barske Hoved ragede op

ved Bordenden; omkring ham sade Oberstlieutenant Bryggemann, Capitain

v. Heinen, Major Emhausen, Sorenskriver Wexelsen og flere andre. En

osende Olielampe hang ned fra Bjælkeloftet og oplyste de alvorlige

Mænd med et rødligt, usikkert Skær.

En vis Uro prægede de veirbidte Træk. Hver Gang, Døren gik op og

Pigerne indbar dampende Fade med duftende Retter, vendtes alle Blikke

mod Aabningen med et spændt Udtryk, som om vigtige Efterretninger

vare i Vente. Derefter fortsattes Samtalen i et dæmpet og afveiet

Sprog, betydningsfulde Spørgsmaal og Svar udvexledes.

Af og til lød Patrouillens taktfaste Skridt udenfor i den knirkende

Snee. Der var Farens Uhygge i Luften.

Et aabent Brev laa paa Bordet foran Brigadeer Kruse; det var dettes

Indhold, som blev drøftet og var vel egnet til at vække Eftertanke.

Capitain Sarpsborg havde nemlig fra den nærliggende Fæstning Basmo

sendt denne Skrivelse til Major Emhausen med Underretning om, at

Kongen af Sverrig skulde være opbrudt Dagen forud, den 7de Marts, fra

Holmedal med en veludrustet Armee og havde overnattet ved Kirkeby, en

halv Miil fra den norske Grændse.

Drøftelsen af denne tydelige Forklaring vakte imidlertid,

besynderligt nok, blot Usikkerhed og Meningsforskjel om Sagens

virkelige Forhold.

Oberst Kruse ytrede til Emhausen:

»Jeg bliver ved min Paastand. Svenskekongens Indfald er næppe saa nær

forestaaende, som Bønderne have rapporteret til Capitain Sarpsborg.

Disse Rygter have jo nu cirkuleret siden først i Januar. Hvor skulde

Kong Carl herinde faae Proviant til sin Armee? Guds Død, det vilde

være for dumdristigt selv af ham at gjøre Indfald i dette Klippeland

ved Vintertid.«

Major Emhausen rystede paa Hovedet.

»Disse kraftige Aarsager forhindre næppe Carl den Tolvte; mulig troer

han netop desaarsag at finde vort Land i uforberedt Forsvarstilstand.

Han veed, at vore Regimenter ere i Danmark; Hjælp derfra kan næppe

forventes paa Grund af ustadig Vind og besværlig Transport.«

»Javist,« udbrød Kruse med hævet Røst og støttede sin knyttede Haand

mod Bordet; »javist, Messieurs, Kong Carl, den Vovehals, brænder

efter hos os at gjenvinde de Laurbær, han nys tabte i Pommern. Vi

bør ikke være for sikre. Men hidtil ere alle Efterretninger, vi have

modtaget af Egnens Folk, saare upaalidelige; i Gaar brændte alle

Varder rundtom paa Urskougs Høider, og alligevel laa Svensken endnu

i Aftes rolig om Holmedal.«

»Efter min Formening er der større Sandsynlighed for, at han drager

ad Skaane til end drister sig til at overfalde os,« ytrede Bryggemann

og strakte Benene fra sig. »Jeg kom hertil for første Gang i Gaar,

siden det er blevet mig anbetroet at forsvare denne Egn. Jeg

forefinder ufremkommelige Veie, gyngende Broer og snevre Kløfter.

Her vil Forsvar blive mig en let Sag. Nei, Svensken vover sig ikke

herind. I Nat kunne vi idetmindste sove trygt nok; jeg trænger

haardelig til at hvile ud i Præstekonens Dyner.«

Brigadeer Kruse tilkastede den Talende et irettesættende Blik og

gjentog: »Ikke for sikre, Messieurs!«

I det samme traadte en Gefreider ind i Stuen og meldte, at et ungt

Kvindfolk begjærede at tale med den Øverstbefalende; hun bragte

vigtigt Nyt.

»Flere Røverhistorier fra Egnens Folk!« udbrød Kruse utaalmodigt.

»Lad hende træde ind. I disse Tider bør man høre alt Snak og selv

skjelne mellem Sandt og Usandt.«

»Ja, lad hende komme ind,« gjentog Bryggemann, strakte sine Been i

høie Kravestøvler ud paa Gulvet og slog et Smæk med Tungen. »Ungt

Kvindfolk bringer altid godt Nyt.«

Gefreideren lod Døren staa; en slank Pigeskikkelse kom til Syne i

Aabningen. Skarsneen tindrede endnu i hendes Pelstrøie og i de tætte

Krøller, der stak frem under Nationaldragtens Hue og indrammede

hendes friske Ansigt, der i Øieblikkets Spænding var blegt, medens

hendes Blik fløi hen over de forsamlede Officerer.

»Træd nærmere og fremsiig uden Frygt dit Ærinde,« sagde Kruse.

Olaug -- det var hende -- nærmede sig med opreist Hoved og skjælvende

Læber.

»Fjenden er over os i denne Nat!« udbrød hun stakaandet; »ret nu

staaer han paa Vandet Rømen, tre Mile herfra, saa tæt som Græs.«

»Seer vi det!« udbrød Kruse. »Har hun selv seet Svensken?«

»Ja, jeg saae et herligt Syn,« udbrød Pigen og løftede sit lysende

Blik; »Heltekongen Carl knælede midt paa Marken imellem sine Mænd --

det saae høitideligt ud. Saa steg Bønnen fra Alles Læber i den stille

Aften, høiere og høiere -- det lød tilsidst som et Skrig efter Seier

op mod Vorherre. Saa sprang Kongen op, og Fanerne vaiede under den

graa Himmel, og Hornene blæste, mens han steg til Hest og red forud

for alle Andre herind i Landet med en lille Trop Ryttere.«

Officererne saae til hverandre; nogle rystede vantro paa Hovederne,

andre smaalo over Pigens Forklaring.

»Hvorledes har Du kunnet observere alt dette saa nøie?« spurgte Kruse.

»Jeg var i et Ærinde for Klokker Bakke oppe i Fjeldene over Holmedal

hos gamle Kari Ranetry; paa Veien did kom jeg Svenskehæren nær og

fløi saa hid for at vare vore Folk i Tide.«

Kruse gjorde et utaalmodigt Tegn til sin Adjutant, som indførte det

her meddelte i sin Journal. Bryggemann fløitede og klirrede med sine

Sporer.

»Hvilken Vei kom Du hid?« spurgte Obersten.

»Den nærmeste, gjennem Naddem Passet. Svenskerne drage over Eid.«

»Hvad er Eid?« spurgte Bryggemann. »Det kunde være ganske rart, om

man havde sat mig lidt ind i Egnens Terrainforhold, siden man betroer

mig at forsvare den.«

»Eid er det Pas, som fører til Skoven ind ad Sverrig til.«

»Død og salte Plage, vi maa naturligviis snarest besætte de Passer

mandsstærkt, Major Emhausen,« udbrød Bryggemann. »Hvorfor har Ingen

tænkt herpaa? Jeg staaer jo her som fremmed og ukyndig Mand.«

»Javel, Hr. Oberst,« svarede den Tiltalte; »det omtalte Pas ligger

flere Miil herfra.«

»Flere Miil?« gjentog Bryggemann beroliget. »Saa kan der umuligt

blive noget af at besætte det i Nat. I Morgen tidlig bemande vi

Passerne og lade de øvrige Folk trække sammen her paa Pladsen fra

deres spredte Nattekvarterer. Forstaaer han?«

»Javel, Hr. Oberst!« Adjutanten slog de sporeklirrende Hæle sammen.

Olaug traadte dristig frem til Bordet.

»I tage det ikke ilde op, Hr. Høvidsmand,« udbrød hun med blussende

Kinder; »men de Passer maa besættes strax. Fjenden er ellers over os,

før Dagen gryer.«

Kruse gik heftig frem og tilbage, som om han var Bytte for vexlende

Betragtninger.

»Dit Navn?« spurgte Bryggemann.

»Olaug.«

»Dit Slægtsnavn?«

»Olaug,« gjentog Pigen med tydelig Usikkerhed.

Kruse bemærkede hendes Forlegenhed. Den bestyrkede hans Mistillid til

hendes Udsagn.

»Det har sin Rigtighed, Olaug hedder hun,« sagde Fogden og reiste sig

halvt i Sædet; »hun hedder blot Olaug -- af visse Grunde.«

»Giv Pigen en halv Daler og lad hende gaa,« sagde Brigaderen til

Adjutanten.

Olaug skjød Haanden med Pengestykket tilbage og gik mod Døren.

»Vil Du ikke have Pengen, min Glut?« spurgte Bryggemann og strøg sin

Knebelsbart. »Hvad har Du ellers gjort Dig al den Uleilighed for?«

Olaug vendte sig i Døren. En flammende Rødme havde afløst hendes

Bleghed. Hun kastede Hovedet tilbage, mens Taarer tindrede i hendes

Øine.

»Jeg har varet Jer, fordi jeg er en norsk Pige, som kun hedder --

Olaug!« brød det frem over hendes dirrende Læber; dermed ilede hun ud.

Et jodlende »Sippedeia!« lød efter hende i Mørket, da hun forsvandt

i Skoven.

Officererne saae raadvilde paa hverandre.

»Dette her lader til at blive Alvor, Hr. Brigadeer,« ytrede Major

Emhausen henvendt til Kruse. »Hvad befaler Hr. Brigaderen?«

Kruse vedblev at gaa heftigt op og ned ad Gulvet uden at svare.

»Jeg mener, vi bør snarest samle vor Bataillon her paa Pladsen,«

sagde Bryggemann. »Hvad ligner det, naar vi kan blive overfaldne her

i mit Hovedkvarteer, at have vore Folk spredte i Nattekvarteer i en

halv Miils Omkreds? Hvordan skal jeg kunne holde Stand paa denne

Maneer?«

»Igaar tændte Befolkningen Signalbaalene fra Fjeld til Fjeld -- det

hed sig, Fjenden var brudt ind i Landet,« ytrede Kruse og standsede

ved Bordenden. »Vore Tropper maatte patrouillere den hele Nat til

ingen Nytte -- ere overanstrengte. Pigen farer vel igjen med

overspændt Snak, har naturligviis taget feil af Svenskens udsendte

Spioner og mener, at det er et fjendtligt Indfald. Hvad maa de tænke

i Christiania, om vi nu atter i Nat gjør blind Allarm og tænder

Farebaalene?«

Kruse talte i korte Udbrud, der røbede hans egen Usikkerhed.

»Lad min Slæde kjøre frem.«

Major Emhausen traadte frem for Brigaderen og gjentog sit Spørgsmaal:

»Hvad befaler Hr. Brigaderen?«

Kruse standsede, idet han gik mod Døren, betragtede ham med et

gjennemtrængende Blik og sagde:

»I har mine Ordrer, I saavelsom alle I Andre, Messieurs. Hver især

maa nu handle efter Conduite, som det sømmer sig dygtige Officerer.

Feltraabet er »frisk«. Ved den mindste Fare affyres et Signalskud for

at samle Mandskabet. Hermed Gud befalet.«

Kruse forlod Stuen og steg i Slæden.

Himlen var overtrukken; mellem forrevne Skyer kastede Maanen sit

blege Lys over Snemarken og den susende Skov. Enkelte Soldatergrupper

stode i Gaarden og talte lavmælt sammen. De rettede sig og gjorde

Honneur. Et Piskesmæld lød skarpt som et Pistolskud, og Kruses Slæde

foer af Sted ind mod Skoven over den knirkende Snee for at bringe

Brigaderen til hans Kvarteer, Lehnsmandsgaarden i Østby.

Den modige Kriger anede næppe, at han nogle Timer senere vilde faae

Leilighed til at udfolde alt sit Heltemod og gjensee Præstegaarden

i meget forandrede Omgivelser.

»Det var en rar Besked til at faae Forstand af,« sagde Bryggemann

spottende, da Døren lukkedes efter Kruse. »Her lader han mig sidde

midt i den vildfremmede Egn og paalægger mig at handle efter

Conduite, mens jeg skal forsvare det Hele! Heldigviis har jeg valgt

mit Standkvarteer med en utrolig Snedighed: jeg ligger midt i Linien

-- hvorfor skulde Svensken netop falde paa at angribe dette Sted,

hvis han i det Hele vover sig ind i Landet? -- God Nat, mine Herrer!

Begiver Eder nu hver til Eders Kvarteer og sov ud, som jeg agter at

gjøre. Vorherre alene veed, naar vi næste Gang faaer Nattero. Jeg er

fuldstændig udslidt efter alle disse Strabadser.«

Medens Bryggemann tændte et Tællelys, hikkede han gjentagne Gange,

standsede midt paa Gulvet og skyggede for den viftende Flamme med sin

fede Haand. Lysskjæret kastede dybe Skygger omkring hans fremstaaende

Kinder.

»Handle efter Conduite -- har man hørt Mage! Her har jeg Pengekassen

med Corpsets Lønninger for 3 Maaneder at forvare! -- Hei, Lieutenant,

sæt en Vagtpost udenfor min Dør og en anden midt i Gaarden, saasom

Kongeveien gaaer her igjennem. Han skal snappe alle Fremmede op, som

passere, og bringe dem ind til mig, om jeg saa ligger i den dybeste

Søvn, paa det jeg kan blive informeret om Fjendens Desseins og

forehavende Bevægelser. Vor Fane kan Lieutenant Dillerud ligge med

ovre paa Riser og lad ham flittig patrouillere mellem Gaardene, saa

veed jeg da, at Fjenden ikke kan komme pludselig og uformodet over

mig, den Rævepels. See, det kalder jeg at handle efter Conduite. Gjør

I nu ligesaa, Major Emhausen. Og saa til Køis!«

Midt i Sovekammerdøren vendte Bryggemann sig endnu en Gang og raabte:

»Feltraabet er »frisk«, sagde han. Sikken et Feltraab! Naar man ikke

kan see ud af Øinene efter de sidste Dages Elendighed! Jeg sover

ellers altid i fuld Mundering med Hænderne om Sværdknappen, naar jeg

er i Felten, og drømmer om lynende Batailler. Man kan tilsidst blive

kjed af al den Snak om Overfald. -- God Nat, I Herrer!«

Bryggemann stængede omhyggelig Døren efter sig. De øvrige Officerer

toge Afsked og begave sig til deres respektive Kvarterer, uden at

nærmere Bestemmelser endnu vare trufne om at modtage Fjenden.

Bryggemann traadte ind i Gjæstestuen. Et mægtigt fiirkantet Sengested

med ophobede Dyner bag blomstrede Forhæng indtog Hovedpladsen i

Kammeret, en stram Duft af Lavendel slog den Indtrædende i Møde, og

midt paa Bordet laa en opslagen Huuspostil.

Det maa ogsaa fortælles, at to Grene vare sammenheftede som et Kors

paa Væggen over Bilæggerovnen med tre forgyldte Hjerter mellem

Grannaalene.

Bryggemann stillede sit Lys paa Bordet og holdt sig for Næsen.

»Føi, hvor Luften kan være befængt i saadant et gammelt Rottehul!«

sagde han og slængte sig i Halmstolen foran Sengen, medens han med

Støvlerne hamrede i Gulvet, det Tegn, hvormed han kaldte sin Oppasser

til Hjælp.

Døren gik op, og Halvor stak sit Hørhoved ind i Stuen.

»Adolph er endnu ikke kommen tilbage fra Riser, strenge Hr.

Høvidsmand,« sagde han. »Men han bad mig være Jer til Tjeneste i alle

Maader.«

»Kom og træk Støvlerne af mig!« raabte Bryggemann.

Halvor traadte ind og drog med et polisk Smil en Flaske gammel Sect

frem fra Trøiens Indre.

»Den har jeg reddet til Officerens Lædskedrank i Nat,« udbrød han

triumferende.

»Du lader til at være en opvakt Gut,« sagde Bryggemann. »Hører Du til

her i Huset?«

»Nei, jeg har blot faaet Forlov til at gaae til Haande i

Præstegaarden, saa længe I ligger her; jeg holder saa umaneerlig af

Krigsfolk,« svarede Halvor og sled efter bedste Formue i Oberstens

Kravestøvler.

»Jeg kunde nok have Lyst til at forhøre det Kvindfolk lidt nærmere,

som besøgte os for lidt siden,« ytrede Bryggemann og kneb Halvor i

Øret.

Halvor saae leende op.

»Hun er for længe siden over Fjeldet,« sagde han; »men selv om hun

var her, saa hentede jeg hende ikke.«

»Død og Helvede, sætter Du Dig op mod kongelig Maiestæts Officeer,

naar det gjælder vort Liv og Landets Sikkerhed?«

Halvors Smil blev endnu bredere.

»Hvis det gjaldt Liv og Sikkerhed, gik kongelig Officeer ikke i

Seng,« svarede han. »Og Pigen skal være min Fæstemø, naar jeg

kommer til Skjelsaar og Alder. Men hun maa ikke vide, at Storbonden

Bjørnstads eenbaarne Søn vil gifte sig med hende. Hun er strix nok

paa det i Forveien, derfor driller jeg hende flittigt.«

»Hent mig det Skriin, som staaer ved Hovedgjærdet,« befalede

Oberstlieutenanten.

Halvor bragte en lille, tung Læderkasse og stillede den paa Bordet

foran Officeren. Denne fremtog en Nøgle, aabnede Skrinet og lod dets

Indhold af nypræget Sølvmønt funkle i Tællelysets Skin.

»Det pure Sølv -- det pure Kongesølv!« udbrød Halvor og slog Hænderne

sammen. »Herre Jemini, hvad vil kongelig Officeer med alle de Penge

heroppe mellem Svenskerne?«

Bryggemann tog en Daler, holdt den hen mod Halvor og sagde:

»Bringer Du Pigebarnet til Stede inden Daggry, faaer Du denne. Ret

betænkt kan jeg ikke forsvare, at vi ikke fik hende grundig forhørt.

-- Skal vi gjøre den Handel?«

Halvor drog sig tilbage mod Døren og rystede paa Hovedet.

»Er der mere, jeg kan gjøre Officeren til Behag?« spurgte han.

»Kald Vagten ind.«

En Soldat traadte ind.

»Du holder Dig i Gaarden, Daniel Haavi, og bliver afløst Klokken

tolv. Ingen Kissemisseri i Stegerset! Du arresterer hver Kjæft, som

kommer her igjennem, og fører ham ind til mig. For Resten sørger Du

for, at Alt er stille, mens jeg tager et Blund.«

»Javel, Hr. Oberst,« svarede Daniel, hilste og gik til sin Post midt

i Præstegaarden.

Bryggemann kastede brummende sine Klæder over Halmstolen.

»Feltraabet er »frisk« -- sikken et Feltraab! -- Handle efter

Conduite -- sikken en Menneskeæder, som ikke under en Kammerat en

lille Nattesøvn! -- -- Sikke Øine den Glut havde! -- -- -- den

forbandede, tykhovedede Hvalp!«

Oberstlieutenanten krøb ind i den brede Dyneseng; et langtrukkent

Aandedræt forkyndte kort efter, at han var falden i Søvn.

»Sikke djævleblændte Øine!« mumlede han endnu en Gang, mens Tanen,

rød og osende som en bred Fane, sænkede sig over Lysets Tælle.

Flammen slukkedes. Alt blev stille.

Udenfor i Præstegaarden stod den unge Musketeer Haavi støttet til

sit Gevær og speidede agtpaagivende mod Øst og Vest. Svage Raab løde

af og til ovre fra de fjerntliggende Nabogaarde. Pludselig saae

Soldaten en sort Skygge glide frem langs Huusmuren. Han spændte

Hanen og raabte: »Hvem dèr?«

»Tys!« hviskede Halvors Stemme. »Hurtig -- fly mig et Gevær, saa skal

jeg gjøre det for Jer, som jer Oberst har forsømt.«

»Hvad mener Du?«

»Der maa øieblikkelig stilles en Post ud ved Broen her ovenover; jeg

hørte nys en besynderlig Susen, da jeg luskede om paa Udkig, og da

jeg lagde Øret til Jorden, fornam jeg tydelig Hestetrampen. -- Giv

mig en ladt Muskedonner, saa skal jeg give Jer Alle Signal i Tide,

saa snart jeg seer Fjenden.«

»Det har jeg ingen Ordre til. -- Væk med Dig, Dreng!« svarede

Skildvagten.

»Saa vaer Dig selv!« raabte Halvor krænket. »Naar Du om lidt hører

et Ugleskrig oppe fra Broen, saa er Fjenden over Hovedet paa Dig, og

gjør han Dig kold, saa tager jeg dit Gevær.«

Haavi slog ud efter Drengen. Halvor forsvandt med et Spring gjennem

Porten.

En halv Time senere hørte Skildvagten virkelig et Ugleskrig oppe fra

Fjeldet. Han lyttede; men da Alt forblev stille, formodede han, at

Drengen gjorde Løier med ham, og fortsatte sin Vandring med Geværet

paa Skulderen. Lidt efter blev Ugleskriget gjentaget, denne Gang

skarpt og gjennemtrængende bag den gamle Birk, der hældede ud over

den østre Lade. I det samme gled en Sky fra Maanen, og Skildvagten

bemærkede et Hoved, som tittede frem bag Muren ved Kornladen. Et

Secund blev en Rytterskikkelse synlig, som hævet i Stigbøilerne

kiggede ind i Gaarden og atter forsvandt.

»Holdt -- hvem dèr?« raabte Haavi.

»Freund,« lød Svaret udenfor Porten.

»Hvad for Freund?« spurgte Skildvagten.

»God Freund,« svarede Stemmen.

»Hvad for Compagni?« spurgte Haavi.

Da han intet Svar fik, sprang han hen til Vagtstuen, hvis hele

Mandskab bestod af sex Soldater.

»Kom ud -- kom ud!« raabte Haavi. »Nu er Fjenden her nok for Alvor.

-- Ind og væk Oberstlieutnanten!«

Gefreideren, som holdt Vagt foran Oberstens Dør, sad og tog et

velgjørende Blund. Halvor foer som en Stormvind gjennem den aabne

Gaarddør, slog den Sovende over Benene med sin Kjæp og brød uden

videre ind til Bryggemann. Der var bælgmørkt i Stuen; en dyb og

regelmæssig Snorken forkyndte, at den tapre Officeer efter bedste

Evne skyndte sig med at samle Kræfter til Fædrelandets Forsvar.

»Vaagn op i Herrens Navn -- vaagn op, Officeer!« raabte Drengen og

ruskede den Sovendes Arm.

»Hvem dèr?« brølede Obersten og satte sig overende i Sengen. »I

Djævlens Skind og Been, troer I, man kan holde saadant et Hundeliv ud

i Længden -- Dag og Nat?«

»Det er mig -- Halvor, som skulde hente Pigen til Jer.«

»Det kunde Du jo have sagt strax,« hviskede Bryggemann med en lav

Stemme, hvis Skratten han søgte at dæmpe. »Jeg laa just og ærgrede

mig over den Bummert af Brigaderen, at han ikke fik hende forhørt.

-- Hent Redekammen, -- hurtig, den sidder i Speilrammen. -- Har Du

Glutten med?«

»Nei, jeg har Svensken med, Høvidsmand; Svenskekongen selv holder

herudenfor. Gaarden er omringet.«

»I Djævlens forbandede Navn, mine Støvler -- tænd Lys!« brølede

Bryggemann med en Røst, som Sindsbevægelsen gjorde hoppende.

Halvor meente at burde forstærke Øieblikkets Stemning. Han udstødte

en sagte Jamren.

»Ret nu myrde de vor Fa'er; de har hængt ham op ovre i Stegerset med

en Krog i Maven. De myrde det ufødte Barn i Kari Sæterpiges Liv. --

Skynd Jer, skynd Jer!«

»Hvor er min Hat, min Kjole?«

Det lød i Mørket, som om Bryggemann tumlede om i Vildelse og kastede

alt overende.

»Her er hans Værge!« raabte Halvor. -- »Der har vi Fjenden -- Herre

Jemini, han stikker Ild i Kornladen!«

Drengen foer ud af Døren med et Skrig, der vækkede Husets Beboere.

Obersten opgav at finde sine Klæder. Han fulgte ud i det Frie efter

Halvor, iført ulden Nattrøie og Tøfler med dragen Kaarde i Haanden.

Udenfor Porten traf han sine sex Mænd.

»Følg mig Alle!« kommanderede han med høi Røst; »her er intet Øieblik

at spilde.«

Den lille Skare ilede nogle Skridt ud over Marken, men standsede ved

at see den bedækket af fjendtlige Ryttere.

»Skyd ikke!« raabte en svensk Officeer, der syntes at være Anfører

for Troppen, »saa skal I faae godt Kvarteer.«

»Vi give os ikke levende!« skreg Bryggemann og drog sig skyndsomst

tilbage til Præstegaarden. Her gav han sin Tjener Adolph Befaling til

at hente hans Støvler, Kjole og Hat; men inden han havde faaet disse

Beklædningsstykker, brød Svensken ind ad den østre Port, anført af

Carl den Tolvte i egen Person samt af Prindsen af Hessen.

Bryggemann flygtede hovedkulds, ledsaget af sin Tjener, ud gjennem

et Vindu og ilede over mod den nærmeste Gaard, Riser, hvor hans

Fanevagt laa indkvarteret. Oberstlieutenanten var ifølge Øienvidners

Udsagn paa denne Flugt iført nedtraadte Tøfler, rød Nathue og ulden

Vest. Medens han ilede hen over Sneen, tabte han jævnlig Tøflerne,

bandede, stønnede, arbeidede sig videre, alt mens han udstødte hæse

Kommandoraab, som ingen efterkom i den almindelige Rædsel.

Medens dette tildrog sig udenfor Præstegaarden, sneg Halvor sig ind

i det forladte Gjæstekammer, famlede sig frem til Hovedgjærdet, greb

Pengeskrinet, itusparkede den halvtømte Viinflaske, som stod paa

Gulvet ved Sengen, og forsvandt gjennem Vinduet i samme Øieblik, som

Kong Carl, ledsaget af sine Officerer, traadte ind i Præstegaardens

Storstue.

Da de Flygtende havde tilbagelagt Halvdelen af Veien til Riser, hørte

Bryggemann pludselig en høilydt Jamren bag sig.

»Aa nei, Hr. Oberst, see ikke tilbage -- det er altfor gyseligt!«

græd Halvor. »De har lige spiddet vor Mo'er paa deres Bajonetter og

sat hende fast paa Portlaagen. De spurgte efter Officeren -- og nu

kommer en Skare Ryttere herned efter os.«

Halvor foer i lange Hop forbi Obersten, der forgjæves anstrengte sig

for at følge ham.

Et Øieblik efter vendte Halvor tilbage.

»Og de mange blanke Sølvdalere, som Svensken dèr fik fat i, det er

det allerværste!« skreg han og sled sig i Haaret.

»Guds Død!« stønnede Bryggemann. »Kronens Lønninger og mine egne

Tærepenge! -- Tilbage, Dreng! Tre Daler til Dig, om Du redder

Skrinet.«

»Ikke for Alverdens Guld! Svensken truede mig nys med at hælde Krudt

i Halsen paa mig og sprænge mig i Luften.«

Bryggemann arbeidede sig stønnende videre; Skarsneen brast under ham

og besværliggjorde Flugten.

»Giv mig Værgen,« raabte Halvor, »saa skal jeg bære den for

Høvidsmanden.«

»Ingen skal sige, at Oberst Bryggemann lod sin Kaarde i Stikken!«

raabte Obersten heltemodigt og svang sit Vaaben over Hovedet, idet

han foer ind gjennem Risers Port, hvor Fanelieutenant Dillerud stod

opstillet med Fanen og sine sexten Mand.

En Sky gled fra Maanen og viste Bryggemanns halvt paaklædte Skikkelse

under det vaiende Banner. Han lagde sin Haand paa Fanestangen,

løftede sin Kaarde og udbrød med bevæget Røst: »Gud være lovet med

Fanen og mit Værge er Æren reddet.«