"Nu hviler #Grøn# med #Fane# sin,
"Som trættede Hjort og rasken Hind.
"Tak, Bonde, nu den gode Gud,
"At du gaaer tryg af Havnen ud."
Saadan i et gammelt Riim det lyder,
Hvis Mening en yngre Skjald nu tyder.
Hiin #Grøn# var Jæger, dertil Søhane,
Hans deilige Hustru kaldtes #Fane#.
Og #Fane# gav, da hun end var Mø,
#Møens# Navn til den danske Ø,
Som vender mod Havet sin høie Side,
Den jomfrurene, den blendende hvide.
Og mellem Møens og Falsters Jord
Fik Vandet Navn af #Fanefjord#,
Og Kirken derved med sit røde Tag
Har samme Navn den Dag idag.
Men efter #Grøn# har Bondens Mund
Benævnet det samme Vand #Grønsund#,
Og det Navn end gjælder i vore Tider
For Færgestedet paa begge Sider.
Ved #Frenderup# By, nær ved et Krat,
Vises en Grav, med Stene sat,
I Alenlængde hundred og halvfjerds,
For de To, som mindes i det gamle Vers.
Den vældige #Grøn# har Navn af Jette,
Og fra Upsala regnes hans Æt medrette;
Thi kaldtes han længe paa Møens Land
#Jetten af Upsal#, en farlig Mand.
Under Navn af #Klintekonge# han gaaer,
Nær ved Klinten hans Voldsted staaer,
Og i fordums Tid ved Høstgildets Leg
Ham Bonden offred en Havreneg.
Han offred den største, den, som var bedst;
Saa vented man, at den vilde Hest,
Hvorpaa han rundt i Landet red,
Ei trampede Sæden paa Marken ned.
Fra #Dronningestolen#, hvid som Snee,
Eller #Aborrebjerget#, kan man see,
Naar Luften er klar, til forskjellig Side
To andre Klinter af samme Kride.
#Stevns# er den ene, den staaer i Nord,
Den anden, i Syd, er #Rygens# Jord.
Om dem alle tre det Sagn man har,
At en eneste Klint tilforn de var.
Tre Klintekonger -- saa Sagnet beretter --
Beherskede dem, tre Upsals-Jetter;
Men Landet blev, ved Kongernes Had,
I trende Parter splittet ad.
Nu skiltes de fra hinanden ved Søen,
Men Venskab blev mellem ham paa Møen
Og ham paa Stevns; foreente med Held
Sloge de Rygens Drot ihjel.
Og stedse bestaaer en Pagt iløn
Mellem Kongen paa Stevns og Møens #Grøn#;
Som danske Brødre de føle sig Begge,
Og Armene mod hinanden strække.
Men han paa Rygen fra Vennemødet
Er udelukt, af de Andre dødet;
Han er død for #Danmark#, det vil det sige,
Nu hører han til det romerske Rige.
Fra den nordiske Sagnkreds fjernet han blev,
Har glemt, hvorfra sig hans Herkomst skrev;
Deri bestaaer det, at han er død,
Thi forresten lider han ingen Nød.
Men Møen stander som Danmarks Pryd,
Skipperens Lyst, Vandrerens Fryd,
Saa skinnende hvid som #Fane# skjøn,
Om Issen krandset af Jetten #Grøn#.