Den er forbi, den Tid, hvorpaa
Din Himmel,
O Fredriksberg! med Smilen saae
En Vrimmel,
Hvori sig flokked Lav og Stor
I Haven,
Omkring den Konge, som nu boer
I Graven.
Da klang Musiken ofte fra
Terrassen,
Af Uniformer myldred da
Paa Pladsen.
Ei flagre nu de røde Fjer
Paa Hatten;
Hver Dag den samme Tomhed seer,
Som Natten.
End Svanen langs Canalens Rand
Dog seiler;
End Træet i det stille Vand
Sig speiler;
End Maanen over Sletten gaaer
Saa stille,
Mens Nattergal i Busken slaaer
Sin Trille.
Naturen gaaer ad vante Vei
Sin Vandring;
#Den# trofast er, #den# elsker ei
Forandring.
Den smiilte til den glade Borg,
Nu smiler
Den til det Sted, hvor Savn og Sorg
Sig hviler.
Ak! her er intet #Sorgenfri#!
Dog træder
Den simple Borger ei forbi
De Steder,
Hvor svundne Syner for hans Blik
Fremstode
Ved Mindet om Kong Frederik
Den Gode.