Hvor Bøgeskoven svæver
I Favn af salten Sø;
Hvor som Bouquet sig hæver
Af Havet Ø ved Ø;
Hvor intet Bjerg os hindrer
At sende Blikket ud
Mod fjerne Lys, der tindrer
Herned som Himmelbud:
Der er den Jord, vi kalde
Vort Hjem, vort Fædreland,
Besjungen høit af Skjalde
Alt for sin Skov og Strand,
Sit Folk, det roligt snilde,
Saa langt fra Harm og Had,
Sit Sprog, det kraftigt milde,
Hvori saa skjønne Qvad.
Af Danmark har Naturen
Selv dannet med sin Haand
Den Mark, hvis Rug i Furen
Skal nære Nordens Aand.
Lad Sverrig og lad Norge
Kun Styrkens haarde Bark
Og Kraftens Jern os borge,
Mod Pant fra danske Mark.
Mens vor Natur os glæder
Med Øieblikkets Lyst,
Tiltale hundred Steder
Os end med Fortids Røst;
Thi blandt Naturens Værker,
I Ly af Græs og Green,
Staae Kunstens Mindesmærker,
En Aarbog lig af Steen.
Om Fædrenes Bedrifter
Snart melder Kæmpehøi,
Snart Skyen, i hvis Rifter
Sees Kongeborgens Fløi.
Om Frode Drot fortæller
Et Sagn os Værebro;
Hvor Roars Kilde vælder,
De tusind Minder boe.
Fra Saxo Klerks Annaler
Staae Skygger frem i Soer;
Hist Gaasetaarnet taler
Om Atterdag i Nord;
I Ringsted Dagmar gjemmes,
Hiin tabte Lilievaand;
Paa Fredriksborg fornemmes
End Fjerde Christians Aand.
Jeg nævner Sjælland ene
Thi der jeg fæsted Rod,
Og Sjælland kan forlene
Mig Træk i Overflod;
Men hver af Rigets Dele
Har samme Skjønheds Art,
Og i det skjønne Hele
Har hver en lige Part.
Og Axelstad, hiin gamle,
Saa venlig, skjøndt saa stor,
Hvor Danmarks Aander samle
Sig i et udsøgt Chor,
Har gamle Mindesmærker,
Som tale Sagas Røst,
Har nye, stolte Værker,
Som kneise til dens Lyst.
Paa Kysten herligt grundet,
Den aabner Øiet Flugt
I Udsigt over Sundet
Og over Kjøgebugt;
Mod Norden grønne Skove,
Som huse Hjort og Hind,
Og Duft og Kjøling love
Det længselfulde Sind.
Hvo har ei kjære Minder
Fra Land saavelsom Stad?
Dog fastere dem binder
Et svagt Erindringsblad.
Her Kunsten Eder giver
En Krands fra Dannevang;
Hvert Blad i Krandsen bliver
Et Billed og en Sang.