Det, som min Læbe stammer svagt,
Har dig forlængst mit Øie sagt.
O, hvis du kjender Elskovs Magt,
Saa veed du hvad jeg har at sige!
Lyt kun til al Naturens Rige!
Hør, Fuglen synger det i Qveld,
Hør det i Luft, i Kildevæld!
Og du vil spørge mig endnu?
:,: Du veed det, du veed det!
Min Hemmelighed kjender du! :,:
Det, som din Læbe stammer svagt,
Har mig forlængst dit Øie sagt.
O, hvis du kjender Elskovs Magt,
Saa veed du hvad jeg har at svare!
Hvad kan jeg meer dig aabenbare?
Lyt til hver Klang i Skov og Krat,
Ved lyse Dag, ved mørke Nat!
Og du vil spørge mig endnu?
:,: Du veed det, du veed det!
Min Hemmelighed kjender du! :,:
Hvad du mig sagde huld og øm,
Alt længe var mit Hjertes Drøm.
Jeg hørte det i Luft, i Strøm;
Tidt spurgte jeg derom i Dalen,
Og Svaret gav mig Nattergalen.
O, men du selv nu svarer mig!
Huldt toner det: jeg elsker dig!
Jeg vil ei spørge meer -- o nei!
:,: Jeg veed det, jeg veed det!
Din Hemmelighed kjender jeg! :,:
3.[11]
[11] Af "Aprilsnarrene".
Mel.: Ich kenn' ein Mädchen zart und fein.
Der er i Himlen en Dreng saa smuk,
Troe du mig!
Han hører alle Smaapigers Suk,
Troe du mig!
Han fører dem
Til Himlen hjem.
Naar Midnat hviler paa Mark og Eng,
Troe du mig!
Saa staaer han venlig ved Barnets Seng,
Troe du mig!
I Favn saa tæt
Han tager det.
Og flyver med det til Himlen blaa,
Troe du mig!
Høit over alle de Stjerner smaa,
Troe du mig!
Der er en Sal
Saa høi og sval.
Og tænk kun ikke, vi lege der!
Troe du mig!
Fornuftigt taler han med Enhver,
Troe du mig!
Hvad her er glemt,
Hist læres nemt.
Jeg gaaer i Skole saa mangt et Aar,
Troe du mig!
Fast Intet dog jeg at vide faaer,
Troe du mig!
Det Lidt jeg kan,
Mig lærte han.
4.[12]
[12] Af "Aprilsnarrene".
Melodie af #Borchorst#.
O fly for Amors Snare,
Betragt ei Gudens Glands!
Hver Straale bringer Fare,
Forvirrer strax din Sands.
O vogt dig, vogt dig, Pige,
Vær for hans Straaler blind,
Thi gjennem Øiet snige
De sig i Hjertet ind.
O flye for Amors Snare,
Hør ei hans Smiger-Ord!
Hvert af dem bringer Fare,
Hvis deres Lyd du troer.
O vogt dig, vogt dig, Pige,
For dem dit Øre luk,
Thi gjennem Øret snige
Sig Løfte, Bøn og Suk.
5.[13]
[13] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".
Melodie af #Weyse#.
Amor gaaer omkring og tigger,
Lig en fattig Dreng og blind,
Som med simple Svovelstikker
Lister sig i Huset ind.
Rundt i alle Byens Gader,
Over Torve, Promenader,
Gaaer han, selv i Østenvind,
Rødmende med frossen Kind.
Nu gjør han mangt et ydmygt Buk,
Og veed saa nette Ting at sige.
Han drager dybt et Hjertesuk,
Og siger: Hjelp mig, smukke Pige!
Og giv saa Lidet som du vil!
Jeg siger aldrig Nei dertil.
"Blinde Dreng!" man hører sige!
"Bliv fra mig med Bøn og Suk!
"Hvoraf veed du, jeg er Pige?
"Hvoraf veed du, jeg er smuk?
"Smukke, Stygge, Piger, Koner,
"Unge, Gamle, Børn, Matroner,
"For dem Alle staaer du frem,
"Ramser Lectien op for dem."
O kjære Dame! bliv ei vred:
Saa svarer han: Du huld tilgive!
Nei, hvad du er, jeg ikke veed,
Men vel hvad du for mig kan blive.
Thi hver som føler ved mit Suk,
Enhver som lindrer ømt min Smerte,
Er altid ung, er altid smuk,
Er altid Pige -- for mit Hjerte.
Derfor bør man ikke skjænde
Paa den Bedende med Had,
Thi hvor let kan det sig hænde,
At det Amor var, som, bad?
Siger ei den gyldne Lære,
At du skal barmhjertig være?
Thi du selv, før du det veed,
Trænger til Barmhjertighed.
6.[14]
[14] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".
Melodie af #Weyse#.
En Elskovserklæring? hvad er det saa Meer?
Saa stor en Fortræd jeg ikke deri seer.
Og selv om man engang sit Hjerte lod fange,
Man døer ei strax deraf, ... min Søster, vær ei bange!
See Kjærlighedsguden! som Betler han gaaer,
Og samler det Lidt, som han af Mildhed faaer.
For ham, som for Enhver, er Tiderne trange,
Han nøies med en Skjærv, ... min Søster, vær ei bange!
Et følende Smiil, et medlidende Svar
Kan gives af Den, som ellers Intet har;
Og hvis alligevel han Meer tør forlange,
Viis ham til Andre hen, ... min Søster, vær ei bange!
7.[15]
[15] Af "Kjøge Huuskors".
Mel.: _N'oubliez pas l'heure du rendez-vous_.
Naar Aftenglands og Morgenrøde
Til Brudekys ved matte Stjerneskjær
Samles i korte, fortrolige Møde,
Da er det Tid, og da mødes vi her.
Naar svage Lys i Sommernatten glimte,
Naar Sangerskaren er taus i Mark og Træer,
Naar fjerne Seil vi paa Bugten kun skimte,
Da er det Tid, og da mødes vi her.
Glem Tiden ei! -- Hvis det sukker i Lunden,
Vanker et Gjenfærd mellem disse Træer,
Hæves urolig din Barm i Midnatsstunden,
Da er det Tid, thi da spøger jeg her.
Elskendes Tanker ved Afsked sig nærme,
Nærheden blender, den skiller kun ad.
Frastandens Nat! ved din Maane de sværme;
Da er det Tid, og da mødes man glad.
8.[16]
[16] Af "De Danske i Paris".
Mel.: En spansk Bolero.
I Dandsen du mig møder,
Farvel! du flyer igjen.
Den Lov, som drog dig hen,
Dig nu tilbage støder.
I hver en Tone spilles
"Farvel" med sagte Klang.
Vi samles paa vor Gang,
Kun for igjen at skilles.
Man mister hvad man finder;
Farvel! det er forbi.
Paa Livets korte Sti
Man løser hvad man binder.
Vi tabe hvad vi kaare;
"Farvel" er Livets Ord;
I hvert et flygtigt Spor
Er lagt en Elskovstaare.
Du bort fra mig dig fjerner;
Farvel! forlad din Ven!
Din Vei dig fører hen
I Lys af andre Stjerner.