I ET EXEMPLAR AF MIN PSYCHE

Nu, da snart, paa Floras Bud

Vintren flyer for Vaar og Sommer,

Nu, da hver en Trækfugl kommer,

Nu, da Zephyrs unge Brud

Klækker Martsviolen ud,

Nu, da snart en Hær af Psycher

Himmel, Jord og Blomster smykker,

Flyver du, o min Veninde,

Bort paa milde Foraarsvinde

Til dit Hjems de kjendte Skygger.

Ak! og jeg, der ogsaa skulde

Bryde Larvens Baand, som tynge,

Og i Solskin munter synge,

Glad befriet for Vintrens Kulde,

Seer mig selv, den Længselfulde,

Staae paa den forladte Strand,

Blikket vendt mod fjerne Land,

Over Havets sølvblaa Vugge,

Sende Vinden mine Sukke,

Og min Graad det falske Vand.

Thi den sjeldne Trækfugl, som

Fløi med Vintren hid til Landet,

Og som har min Vinter dannet

Til et yndigt Foraar om,

Hæver nu, da Vaaren kom,

Anden Gang en flygtig Vinge,

Vil til Hjemmet bort sig svinge;

Ak! og naar jeg ene staaer,

Veed jeg vist, den unge Vaar

Vil for mig en Vinter bringe.

Naar jeg gaaer i Skov og Dale

Mellem Vaarens Fugles Sang,

Hvo vil paa min stille Gang

Venlig med mit Hjerte tale?

Hvo, naar Solen ned mon dale.

Og en Stjerne staaer i Nord,

Vise mig, hvor Trøsten boer,

Læge huldt, hvad Andre saare,

Og begribe af min Taare

Meer end Andre af mit Ord?

Naar min Psyche fri sig svinger

Over Bølgen hjem med dig,

Hendes Digter, Larven lig,

Bliver her, ak! uden Vinger.

Ingen Zephyr da ham bringer

Til dit Trylleslot med sig.

Men lad Digtet bringe mig!

I hver Klang af Psyches Længsel

Hør et Suk, som fra mit Fængsel

Vestenvinden bringer dig!

Udvalgte Digtninger · 第 40 / 95 题