IV

Den Gud, du søger, er din egen Gud;

Hvad vil du mere?

Han træder ikke som en Gjenstand ud

Blandt andre, flere.

Du føler ham, hvergang dit Hjerte hanker

Af hellig Lyst;

Du hører ham i dine bedste Tanker

Som evig Røst.

Idet du søger, du ham alt har fundet,

Idet du spørger, er alt Svaret vundet.

Naturen, smykket i sin hele Pragt,

Er altfor ringe

Til ved sin stille Flid en værdig Dragt

For ham at bringe.

Men tom og aandløs er den derfor ikke,

Og ei forladt:

Den skuer mod hans Sol med tusind Blikke

Fra Støvets Nat,

Med tusind Tunger tolker den sin Stræben,

Hans Ord den klinger ubevidst paa Læben.

V

Aandens Lys i Sjælens Kammer

Glimter med stærke Lyn,

Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer,

I det samme Syn.

Og ved Lyset, der, lig en Stjerne,

Opgik i Menneskets Bryst,

Skal Naturen til det yderste Fjerne

Vorde klar og løfte sin Røst,

Og skal Mennesket besvare,

Som forgjæves spurgte den nys,

Og sit Liv aabenbare

Som en Stræben mod Frihedens Lys.

Udvalgte Digtninger · 第 37 / 95 题