EN FORAARS-PHANTASIE

#Digteren.#

Pindsemorgen! o hvor skjøn!

Skoven vinker lysegrøn

Bort fra Staden, i hvis Gader

Pene Folk af begge Kjøn

Vandre stadseligt i Rader.

Stadens Kirkeklokkers Klang

End mig følger paa min Gang;

Men til Skoven gaaer min Vei,

Der jeg meer dem hører ei;

Der mit Blik kun hviler paa

Tusind stumme Klokker smaa,

Nogle hvide, andre blaae,

Som i Ly for Solens Flammer

I det friske Skovgræs staae

Hos de mosbegroede Stammer.

Hist, hvor Skoven breder ud

Majestætisk sine Kroner,

Der er Templet for min Gud,

Der har Fuglen Orgeltoner

Paa Naturens Pindsefest,

Og der præker bedre Præst

End i hine skumle Haller,

Hvor prosaisk Dagslys falder

Gjennem matte Ruder ind,

Medens her ved sagte Vind

Under Løvet Lyset spiller

I et gjennemsigtigt Grønt,

Tusind Gange mere skjønt

End blandt hvide Kirkepiller.

Her, Natur, er Tabernaklet,

Hvor din Helligaand jo boer,

Som gjør Pindsedags-Miraklet,

Hvorom hist kun føres Ord;

Thi det Sprog, som dine Tunger

Tale med en evig Røst,

Over hele Verden runger,

Og forstaaes af hvert et Bryst.

#Pan.#

Vær velkommen til min Bo,

Til min tause, dybe Ro!

Her er tyst og her er stille;

Vil du dig fra Mængden skille,

Kom, o Digter, da herud!

#Digteren.#

Ha! hvo taler her?

#Pan.#

Din Gud.

#Digteren.#

Min?

#Pan.#

Ja, din.

#Digteren.#

Jeg seer ham ikke.

#Pan.#

Nei, thi selv om du er kjæk,

Du betoges dog af Skræk,

Hvis han stod for dine Blikke.

Men min hemmelige Stemme

Til dit Digter-Øre naaer,

Og mit Ord skal du fornemme,

Mens du for mit Alter staaer.

#Digteren.#

Mere jeg forlanger ikke;

Det er Nok, naar kun jeg veed,

At jeg i min Eensomhed

Sees af dine Guddomsblikke;

Det er Nok, naar paa min Gang,

Hvergang jeg til dig tør tale,

Du med Svar mig vil husvale

Og begeistre mig til Sang.

#Pan.#

Husk dog: kun paa eensom Vei

Kan og vil din Bøn jeg høre;

Har du Selskab, da mit Øre

Lukkes, og jeg svarer ei.

#Digteren.#

Just saaledes er det Ret:

Vil jeg mig med Gud forene,

Søger jeg en eensom Plet,

Hvor med Gud jeg er alene.

Der min Andagt ei forhindres

Af en dum og døsig Flok;

Der jeg i mit eget Indres

Tanker finder Selskab nok;

Der min Gang til Gud er lettet,

Ikke mig besværlig gjort;

Uden Agt paa Klokkeslettet

Gaaer jeg ind ad Templets Port;

Disse hvalte Søilegange,

Mere dybe, mere lange,

Aabne staae ved Nat og Dag.

Ja, hvis i vor Stad derhenne

Kirken aaben stod, som denne,

O, det var en anden Sag!

Ofte snart ved Dagens Lue,

Snart ved Nattens laante Skin,

Gik jeg da med Lyst derind,

For til Alteret at skue,

For, med Blik til Kupplens Bue,

Fromt at hæve der mit Sind.

Helst jeg valgte da den Stund,

Naar ei Sværmen var derinde,

Og naar ikke Præstens Mund

Fik min Andagt til at svinde;

Kun hvor eensom Taushed boer,

Kan min Barm af Fromhed gløde.

#Pan.#

Ogsaa der jeg skulde møde,

For at svare paa dit Ord.

#Digteren.#

Du i Kirken?

#Pan.#

Selv i den,

Naar den kun er tom og øde,

Er jeg villig til at møde

Den, som drages til mig hen.

Overalt, hvor Een tør bygge,

Skjult af Dunkelhed og Skygge,

Uden Selskab af en Ven,

I det Eenlige, det Tomme,

I det Tause vil jeg komme.

Hvor kun paa den fælles Vei

Een sig skiller fra de Andre

I mit Navn, for taus at vandre,

Er tilstede hos ham jeg.

#En Stemme fra Skoven.#

Din Hu du bort fra Eensomheden vende!

Thi hvor To eller Trende

I Navn af mig foreente sammentræde,

Der er jeg selv imellem dem tilstede.

#Digteren.#

Ha! hvilken Stemme toner

Fra Bøgeskovens Kroner,

Og taler modsat Mening,

Og raader eenlig Vandrer til Forening?

#Samme Stemme.#

En Engels Røst du høre!

Din Frelsers Ord han bringer til dit Øre.

#Digteren.#

O Fugl med stærke Vinger,

Som nu fra Træet dig til Jorden svinger,

Imens din hulde Sang i Luften klinger!

Jeg under Løvets Buer

Fra Fugl til Engel dig forvandlet skuer.

#Engelen.#

Digter! hvorfor vil du søge

Paa en eensom Vei din Gud?

Kun i Skoven, mellem Bøge

Vil du lytte til hans Bud?

Du vil stedes for ham ene,

Da først hører du hans Ord,

Og dig nærmere tør mene,

End i samlet Broderchor.

Troer du da, Gud i sin Himmel

Fører Liv som Eremit,

Siden du i Brødres Vrimmel

Ei kan tale til ham frit?

Troer du, han sig aabenbarer

Heller for en eenlig Aand,

End han sine Sønner svarer,

Samlede ved fælles Baand?

Altsaa kalder du din egen

Frelser til dig i din Bøn,

Ikke ham, som ned er stegen

Til det hele faldne Kjøn,

Ham, som vilde jordisk fødes,

For, som Menneske, skjøndt reen,

Med den hele Slægt at mødes,

Og ei skille sig fra Een? --

Gjør som han, udøv herneden

Kjærlighed som første Bud,

Slut dig selv til Menigheden,

Og igjennem den til Gud.

#Digteren.#

Til Sandhed du mig hæver,

Men vanskeligt er Offret, som du kræver.

Ak! skamfuld jeg bekjender:

Poeten let mod Hedenskab sig vender;

Selv naar for Gud han knæler,

Den gamle Adam ikke reent han qvæler.

Vel kan man sig husvale

I Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale;

Vel er det skjønt at virke

Til fælles Øiemed i Stat og Kirke,

Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene,

Sin egen Kraft med Manges at forene.

O! men et Blik af Solen

Paa tidlig Vaardag, Duften af Violen,

En sagte kruset Vove,

En kjølig Luftning i de tætte Skove,

En flygtig Sky, som svæver

Paa Himlen og for Maanens Straale bæver,

Og dybt i Skov og Dale

Den høitidsfulde Sang af Nattergale, --

Alt Dette taler med saa stærk en Stemme,

At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. --

Ak! jeg bør ikke nægte,

Min Christendom er vistnok langt fra ægte,

Thi Livet, som Naturen mig bebuder,

Er helst i Samqvem med de gamle Guder.

Jeg taler med Dryader

I Træets Løv, i Bækken med Najader;

Ved Dagens hede Lue

Jeg seer Apollo med hans gyldne Bue,

Og seent i Aftenstunden

Jeg øiner fjernt hans Søster, snart i Lunden,

I Kreds af hendes Terner,

Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner.

Mod alle Skikkelser min Tanke haster,

Og hvad den nylig greb, den atter kaster,

Indtil den Hvile finder

Hos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder,

Ham, som fra Skabningstiden

Stod det helleniske Parnas ved Siden,

En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger,

Og som gjør alle Guderne til Skygger,

Thi naar de alle drage

Fra Tanken bort, saa bliver han tilbage,

Som den Uendelige,

Der bliver, naar de Endelige vige.

Jeg fatter meer og mere,

At, vil man om sin Gud philosophere,

Da kommer man til Pan. Paa Indras Himmel

Han skjuler sig imellem Guders Vrimmel,

Men kommer til Bramanen, som i Ørken,

Paa hede Sand, i Tørken,

Med opspiilt Øielaag mod Solens Straaler,

I eensom Selvbetragtning Himlen maaler.

Som Sphinx for alle Tider,

Han slumrer i Egyptens Pyramider.

Og i det Skjønheds-Rige,

Hvor Hellas satte de Udødelige,

Hvor Digteren har hjemme,

Som i Naturen hører deres Stemme,

Der hvisker han i Løvet,

I hver en Duft, fra Blomsterbægret røvet,

I Nattevindens Susen,

I Kildens Tonefald, i Havets Brusen,

I Dyrets qvalte Toner,

I Fuglens Qviddren under Skovens Kroner.

Thi naar Naturen nødes

Til, skilt fra Guderne, som i den bygge,

I eensom Majestæt sig selv at smykke,

Med ham tilsidst vi mødes,

Der hersker, naar de Andre maae forstødes.

For Socrates de mange Guder svinde,

Han troer kun paa sin Genius derinde;

Og dennes indre Seen

Hos Plato hæves panisk til Ideen.

Endogsaa Mosaismen,

Som fra Naturen skiller

Sin Gud, og fjernt ham stiller,

Har jo Spinoza endt i Pantheismen. --

Jeg veed, kun Christi Lære

Kan sikkert Hjem for Tankens Grublen være;

Kun den har Skov og Huler

Og Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler.

Men ogsaa der er Gjærdet

Ei allevegne lukket;

Man troer, at protestantisk man har bukket

For Gud, -- men det var Pan! man staaer forfærdet.

Thi Gud man atter fjerner

Fra Verden, fra Naturen,

Forskandser sig mod ham ved Prosamuren,

Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner.

Men dog for ham at ære,

Man samles, for maaskee ham at behage,

Paa visse Timer og paa visse Dage;

Hans Tjeneste skal en Forretning være. --

Nei! kald ham hid tilbage,

Og sæt hans Naades dyrebare Mærker

Iblandt Naturens ubevidste Værker:

Lad Korset plantes mellem vilde Bøge,

At Skovens Sanger til dets Green kan søge,

Gjør hver en Bakke til et Golgatha;

Lad Klosterkirken hæve sig i Lunden,

Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden,

Mens Andagt kalder Sjælene herfra;

Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter,

Lad Dyret qvæges paa Sanct Antons Fest,

Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter,

Og byd Naturens hele Kreds til Gjæst!

Da vil og Digteren til Festen komme,

Med hellig Andagt og med Tanker fromme.

O Alles Gud, i dine Helligdomme,

Hvor selv Naturen føres

Til dig, og helliggjøres,

Og det Profane stoler

Paa Stemplet af de hellige Symboler.

Men her, hvor ei man vil Catholicisme,

Hvor hvert et ydre Holdningspunct kun svigter,

Her kan en stakkels Digter

Ei undgaae Pantheisme.

Hos ham ei Feilen stikker,

Det Secten er, som skranter;

I Himlen er vist alle Catholiker.

#Engelen.#

Nei, vi er Protestanter.

Du, som om Naturen sjunger

Med begeistret Røst, og troer

At forstaae dens tusind Tunger

Som et eneste Guds Ord,

Klares lad dit Sind, dit Øie,

See den Stræben i hvert Blad

Imod Korset sig at bøie,

Sole sig i Naadens Bad.

Hvorfor plante Kors i Skoven?

Er ei Korset overalt,

Her paa Jorden og foroven,

I hver levende Gestalt?

See det, som sig bør en Sanger,

I din stille Tankes Læ

Neppe du da meer forlanger

Her at skue det af Træ.

Du, som fører Ord paa Læben,

Veed du ei om Det Besked,

Hvorom i sin tause Stræben

Ubevidst Naturen veed?

Troer du ei, den dunkelt mærker,

Fra den Tid, da Christus her

Gjorde sine Underværker,

Har den faaet et større Værd?

Troer du ei, den dunkelt længes

Efter den Forløsningsstund,

Da, naar Alt for Thronen trænges,

Ogsaa den af Herrens Mund

Høre skal det Ord, som lyder:

"Gjør min Villie! følg mit Bud!

"Jeg din tunge Lænke bryder,

"Løser dig af Fængslet ud." --

Digter! see med Digter-Øie,

Og med Digter-Øre hør,

Og Naturen vil sig bøie

Mod dit Blik, med kastet Slør,

Den vil klinge for dit Øre,

Med Sordinen taget bort,

Og et Spil dig lade høre,

I hvis Klang du kjender vort.

See dig om! Naturen sørger

I sin Ro, sin Eensomhed:

Aabnes Blomsten, dig den spørger,

Om du ei dens Frelse veed;

Aftenrøden, naar den skriver

Sit Godnat i Skyers Lag,

Spørger, om ei snart den bliver

Forbud for en salig Dag.

Sine halvt forstaaede Tanker,

Dunkel Smerte, dunkel Lyst

Vil Naturen for et Bryst

Skrifte, hvori Hjertet banker;

Sine hemmelige Skatte

Den med Uskyld peger paa;

Kunde Mennesket kun fatte!

Kunde Mennesket forstaae!

O! da hørte han i Løvet

Og paa Lufts og Bølgers Vei

Kun en Stemme, som bedrøvet

Klager, at den høres ei.

Hør den, Digter! lyt derefter!

Det er dig, den taler til,

For at du de dunkle Kræfter

Klare skal ved Strængespil.

Al Naturen dine Blikke

Søger og din Kjærlighed;

Elsker du din Broder ikke,

O saa fly Naturen med!

#Chor fra Skoven.#

Hele Naturen har Trang til Forening,

Stræber mod Mennesket, før end mod Gud;

Digteren fatter dens lønlige Mening,

Synger ved Lyren dens Længseler ud.

Alt i Naturen vil skues og høres

Af det forstaaende, kjærlige Bryst,

Vil, naar det fattes med Kjærlighed, føres

Frelsen imøde, til Frihedens Lyst.

Udvalgte Digtninger · 第 32 / 95 题