#Vilhelm.#
Seer De nu? De har vundet Deres Sag:
De fik os til at blive;
Vi er her alt paa tredie Dag,
Og kan neppe løs os rive.
#Fredrik.#
Men den unge Frue kjeder sig vist,
Desværre, det seer jeg af Minen.
#Marie.#
Det er Træthed kun, og Deres Moder hist
Venter os ved Theemaskinen.
#Vilhelm.#
Det er intet Under, om hun er træt,
Kun sjeldent hun Foden rører.
Men nu har vi ogsaa beseet hver Plet,
Tak være vor gode Fører.
#Fredrik.#
Imorgen Fruen sig hvile maa,
Mens vi Andre paa Jagten drage.
#Marie.#
Men vil De paa Jagt virkelig gaae?
#Vilhelm.#
Er det nu Grund til Klage?
En Mand har en Attraa i sit Bryst
Til tusinde Ting at prøve,
Og Jagten er just en mandig Lyst,
Som det sømmer sig ham at øve.
#Fredrik.#
Saa vil jeg nu hjem iforveien gaae,
Jeg skyder en Gjenvei herneden;
I aften jeg Kugler støbe maa,
Thi jeg brugte den sidste forleden.
Men De maae vandre her ligefrem
Mellem de tvende Høie;
Stien fører til min Moders Hjem.
#Marie.#
O ja! vi kjende den nøie.
#Fredrik.#
Farvel! Vi mødes om en liden Stund.
#Marie.#
O Vilhelm! nu er vi alene,
Skrækken binder ei meer min Mund.
#Vilhelm.#
Hvad er det? hvad kan du mene?
#Marie.#
O tjen mig deri! gaae ikke paa Jagt!
Lad os reise herfra itide!
#Vilhelm.#
Men siig mig, hvad gjør dig saa forsagt?
#Marie.#
O Gud! ... man kan ikke vide ...
Man hører om uforsigtige Skud, ...
Hvor let kan et Uheld sig føie! ...
Og den unge Mand ... o! han seer ud ...
Saa forvildet er hans Øie!
#Vilhelm.#
Min bedste Marie! jeg troer, du seer
Spøgelser midt om Dagen.
#Marie.#
O Vilhelm! skal jeg bede dig meer?
#Vilhelm.#
Du bliver saa hvid som et Lagen!
Hvad er det? hvad feiler dig? Sæt dig ned,
Her en Træstub Rødderne strækker;
Og siig mig nu i Fortrolighed:
Hvad er der skeet, som dig skrækker?
#Marie.#
O spørg mig ikke! der er Intet skeet,
Du maa ingen Forklaring forlange,
Jeg har Intet hørt, jeg har Intet seet,
Kun en Anelse gjør mig bange.
Den Tordenluft, hvori vi kom,
Er endnu bestandig den samme.
Der drager et Uveir paa Himlen om,
Og jeg frygter, et Lyn vil ramme.
Maaskee det kun er Indbildningens Spil,
Maaskee kun Frygt mig forleder,
Men den første Bøn ei nægte du vil,
Hvorom din Hustru dig beder.
#Vilhelm.#
Min elskte Marie, nei visselig, nei!
Mod dit Ønske jeg ikke strider,
Endskjøndt jeg troer -- jeg det nægter ei --
At af sygelig Frygt du lider.
Men ligemeget! For at lette dit Sind,
Lad os reise tidligt imorgen.
Nu vender Rødmen tilbage til din Kind;
Ja, min Elskede, glem nu Sorgen.
Saa vil vi til Staden, til vort Hjem
Rundt om Søen drage.
Men de Andre? ... Intet vi sige dem,
Naar nu vi vende tilbage.
Der vanker ellers saa mangen Bøn
Om imorgen over at tøve,
Og baade Konen og hendes Søn
Vort Afslag vil bedrøve.
Men tidligt imorgen, naar Veiret er godt
-- Og det lover os Aftenrøden --
Saa lade vi Vognen komme blot,
Og Undskyldning er ei fornøden.
Men nu lad os gaae, thi du er varm
Og Aftenens Taager begynde.
Støt dig paa mig, giv mig din Arm,
Nu vil vi os hjemad skynde.