Jens Røgter havde Lygte tændt, da han gik ind til Kvæget.
Køerne brølede langt, idet han aabnede Døren.
Moderen rejste sig fra sin Plads. Som en Skygge gled hun gennem Stuens
Mørke. Hun satte sig ved Klaveret.
-Er De der, Tine, sagde hun.
-Ja, Frue.
-Ved De, jeg har siddet og tænkt paa, hvor Menneskene kunde være
lykkelige.
-Men der er da ogsaa lykkelige Folk allevegne, sagde Tine.
Moderen løftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun:
-Der er nøjsomme Folk, Tine, og det er sagtens vel det.
Tine sad lidt:
-Ja, der er nu saa mange Slags Lykke, Gudskelov, sagde hun.
Moderen sad en Stund, saa sagde hun:
-Nej, Tine, jeg har sagt Dem det før, der er kun én, og den er maaske
lykkeligst, som aldrig har kendt den.
-Det forstaar jeg ikke, sagde Tine.
-Jo, for den varer ikke.
Der var tyst en Stund, til Moderens dejlige Hænder gled hen over
Tangenterne, og dæmpet, mens man i Faderens Dør saá Faderen som en
Skygge, sang hun:
Som Planten visner
for dens Rod er uden Væde,
som Blomsten bliver bleg
for Solen naa'r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen
for Du har ej mig kær.
Sangen hørte op.
Ude var det Nat. Inde var der mørkt.
Moderen rejste sig.
-Tænd Lampen, Tine, sagde hun. Børnene skal i Seng, og der skal sørges
for Folkene.